Af Julie Lindegaard

Min ældste søn på 14 år har netop fået sit først job. En gang om ugen slår han naboens græsplæne. Det virker måske som en lille ting, men det er stort. Hans første løn. Hans egne penge.

Første dag med græsslåmaskinen var han nervøs. Han var usikker på, om det nu var godt nok, og tøvede. Vi voksne hjalp ham med første runde – og så kørte det for ham. Nu klarer han det selv.

Unge mennesker skal have hjælp til deres første job. Men hvor meget hjælp?

Jeg bliver ind imellem kontaktet af forældre, der vil høre, om vi på Odense Teater mon har et job til deres barn. Altså ikke et 14-årigt barn – men deres barn på 18, 19 eller 20 år – som ifølge forældrene drømmer om et job i vores publikumsafdeling, der tager imod og servicerer cirka 100.000 gæster årligt.

Vi har cirka 20 unge mennesker ansat. De arbejder aften og weekend og synes, de har et attraktivt studiejob med godt fællesskab og afvekslende opgaver. Vi er stolte af vores medarbejdere i forhuset. De udfylder en vigtig funktion – kontakten med kunderne - og vi er heldige, for de er dygtige, smilende og serviceorienterede medarbejdere.

Første gang en forælder ringede for at ansøge om et job til sit barn, blev jeg totalt lamslået. Jeg spurgte opklarende et par gange: Ringer du på vegne af din søn på 18 år, der gerne vil have et job på teatret?

Og ja, det var præcis hensigten med opkaldet.

Men kære forældre, det er virkelig ikke den slags medarbejdere, vi leder efter!

De unge i forhuset har på fyldte dage ansvaret for flere end 500 gæster, de samarbejder med travle folk bag scenen og løser løbende akut opståede problemer: De ringer 112, hvis en gæst bliver dårlig, evakuerer ved brand, og indimellem håndterer de gæster, der ikke er helt tilfredse med oplevelsen.

De unge skal have brede skuldre, overskud og være rolige selv i svære situationer. Og de kan ikke nå at ringe hjem til deres mor eller far og spørge dem til råds, ligesom de heller ikke kan have deres forældre med på job til at svare for dem, når en gæst henvender sig med enten ris eller ros.

Jeg ved, forældre gør det i den bedste mening, når de ringer eller skriver til mig om et job til deres børn. Det ved jeg ved, fordi jeg også havde lyst til at hjælpe min 14-årige med at slå naboens græsplæne forleden – men det lærer han altså ikke at passe et job af! Det er jo ikke mig, der er ansat til jobbet.

42-årige Julie Lindegaard har været kommunikations- og salgschef på Odense Teater siden sommeren 2017. Før det har hun blandt andet været studievært på DR Radio Fyn og udviklingschef i FilmFyn.

Så næste gang, du har en teenager, der skal søge et job, så hjælp ham eller hende på vej. Snak med dem om, hvad de skal sige, hvordan de skal gebærde sig, hvad de kan skrive i en ansøgning, og følg dem eventuelt hen til døren med et kærligt skub i ryggen. Og stol på dem.

Men ring ikke op, gå ikke med ind, og lad være med at sende en mail i forvejen om, at de er på vej. Og hvis dit barn ikke får job på teatret, fordi der ingen ledige stillinger er, profilen ikke passer, eller timingen er forkert, så er der mange andre steder, hvor der er brug for unge mennesker til studie- og ungejob.

Når du blander dig, bliver du med garanti den sikre vej til dit barns nederlag, for jeg – og mange andre ledere – takker nej til de medarbejdere, der ikke kan selv. For det er jo ikke børn, der er ansat her – det er medarbejdere. Jovist – dit barn, men min medarbejder.

Held og lykke med at holde dig ude af jobsøgningen.