Af Rikke Dal Støttrup

Sådan en aprilmorgen i høj fart med kurs mod den stigende sol gælder det om at være i nuet. Nyde Storebælts hvide skumtoppe, at suse forbi stationcars og Danske Fragtmænd, det daglige kig til Sprogøs tårn.

Pendlerlivet er én lang zen-øvelse i at trække vejret dybt og overgive sig til, hvad der end måtte ske. Stole på, at der er en god chance for, at man når toget, at det kører til tiden og også ankommer nogenlunde efter planen. Men man kan ikke vide det.

Signalfejl kan opstå ud af blå, og det er jo ikke DSB’s skyld. Højttalerne kan sætte ud, og man må have respekt for sikkerheden. En personpåkørsel er værst for nogle andre, så vi lever med de to timers forsinkelse.

Rikke Dal Støttrup er 46 år og redaktionschef på Alt For Damerne. Hun bor i Åløkke-kvarteret med sin mand og to teenage-døtre. Hun har pendlet til København siden 2014. Foto: Les Kaner.

Foran os venter tre måneders sporarbejde med længere rejsetid, men det skal jo være skidt, før det kan blive godt. Strejkerne har jeg det stramt med, men denne gang var jernbane-personalet da så venlige at varsle det på forhånd, så man kunne tage en hjemmearbejdsdag.

Solen skinner, toget kører (godt nok med nedsat hastighed) og det gælder om at holde fokus på, hvorfor det giver mening at bo 200 kilometer væk fra sit job.

1) Vi har det godt i Odense.

2) Odense har en perfekt størrelse for teenagere med hang til både action og tryghed.

3) Vi bor i et hus, der ville koste det dobbelte i København.

4) Det er overskueligt at besøge den jyske del af familien.

5) For min mand er det bedre at arbejde på OUH end på Rigshospitalet.

Personligt opdagede jeg efter 20 år på fynske mediearbejdspladser, at hvis jeg regnede muligheden for at pendle ind i ligningen, ville anden halvdel af mit arbejdsliv have langt mere potentiale.

Da jeg først havde tjekket Rejseplanen, føltes det som om, verden lå for mine fødder. Som H.C. Andersen må have haft det for 200 år siden, da han tog postvognen mod hovedstaden med følelsen af, at noget større ventede ham derovre.

At pendle er en daglig lakmus-prøve på, om man har det rigtige arbejde: Hvis man orker turen, så har man. Kunsten er at nyde det og være til stede begge steder, når man endelig er nået frem.

Som pendler får jeg det bedste af begge verdener: Det pulserende københavnerliv og Odenses hyggelige overskuelighed. Alt hvad der sker derimellem, er en sag imellem mig og DSB.