Tre håndværkere fremstiller urner af filtet uld. Arbejdet giver ulden en ny anvendelse, mens urnerne tilbyder et varmt og blødt alternativ til mere traditionelle materialer. Samtidig er projektet med til at gøre opmærksom på et gammelt håndværk og på, at fåreuld ofte bliver betragtet som en ressource uden værdi.

Kan man lave en urne af filt?

Det spørgsmål opstod hos en billedkunstner, da hun mistede sin mor. Hun kendte ikke nødvendigvis svaret, men tanken pegede mod en mulig måde at skabe en personlig og omsorgsfuld ramme om afskeden.

En erfaren filtmager tog idéen med sig videre. Hun havde allerede gennem flere år arbejdet med uld og filtning i sit værksted. Senere blev en keramiker en del af samarbejdet, og sammen begyndte de at udvikle og fremstille uldurner, som kan anvendes over hele landet.

Uldens egenskaber giver urnerne en særlig karakter. Materialet er blødt at røre ved og forbindes ofte med varme og tryghed. For nogle pårørende kan det opleves mere nænsomt at vælge en urne af et levende naturmateriale end en hård og kølig beholder.

Når man holder uld i hænderne, mærker man hurtigt, hvordan materialet føles varmt. I en svær stund kan den blødhed være med til at skabe en mere personlig afsked, hvor urnen ikke blot fremstår som en anonym genstand.

Arbejdet handler også om at bruge fårenes uld i stedet for at lade den gå til spilde. Håndværkerne ønsker at styrke interessen for et materiale, der kan indgå i naturens kredsløb, og for en teknik, som i andre dele af verden har været kendt siden oldtiden. I Danmark har filtning ikke samme lange, synlige tradition.

Urner med former hentet fra naturen

Uld kan formes på mange måder, og urnerne bliver derfor skabt i forskellige udtryk med inspiration fra naturen. Nogle former leder tankerne hen på et løg, mens andre efterligner birkebarkens lyse og mørke tegninger. Farver og mønstre fra strandens sten kan også være udgangspunkt for udformningen.

Birkebarkens mønster har en særlig tiltrækning, og en anden model har fået sit udtryk gennem associationer til en ugle. Formen opstod, fordi en bestemt type lukning fik håndværkerne til at tænke på en kendt ugle fra en fantasifortælling.

Lukningen kan være lavet af filt, men naturmaterialer kan også bruges som dekorative detaljer. En sten, en pind eller en musling kan fæstnes med en snor af lærred. På den måde bliver urnens afslutning en del af dens personlige udtryk.

Udviklingen af urnernes form krævede afprøvning i samarbejde med krematorier. Det var nødvendigt at sikre, at beholderne kunne fungere med det tekniske udstyr, der bruges ved kremering. Samtidig skulle materialet og konstruktionen passe til urnens praktiske formål.

Selv om der findes bestemte modeller, er værkstedets arbejde ikke bundet til en fast samling. Nye idéer og forsøg kan føre til andre former eller lukninger, og derfor kan udvalget ændre sig over tid.

Håndværkerne lægger vægt på at bevare pladsen til kreativitet. For dem er det vigtigt fortsat at udvikle arbejdet og afprøve muligheder frem for kun at gentage de samme løsninger.

I værkstedet kan urnerne derfor have mange forskellige farver og mønstre. Der kan være modeller med prikker eller med en blå tone, der leder tankerne mod havet. Der laves også personlige urner, hvor udformningen tager hensyn til ønsker og minder hos afdøde eller de pårørende.

Tilfredse kunder og uldens rolle i jorden

Håndværkerne oplever, at der er interesse for de filtede urner. De fortæller med humor, at de ikke får klager over, at materialet kradser eller bliver for varmt efter kremeringen. Ulden er valgt for sine egenskaber, men også for den særlige følelse, den kan give i forbindelse med en afsked.

Urnerne formidles blandt andet gennem virksomheder, der leverer til bedemandsbranchen. Nogle mennesker vælger desuden at skrive ønsker til deres egen begravelse ned på forhånd. Her kan en filtret urne være en del af de valg, man gerne vil gøre tydelige for sine nærmeste.

Interessen kommer ikke kun fra mennesker, der har et konkret behov her og nu. Nogle har allerede gjort sig tanker om, hvilken type urne de ønsker sig. Et minde fra en rejse eller en genstand med særlig betydning kan inspirere til en personlig detalje, for eksempel som en del af lukningen.

Mange af dem, der tiltrækkes af uldurnerne, interesserer sig også for bæredygtighed. Materialets oprindelse og dets videre liv betyder noget for deres valg.

Når uld nedbrydes i jorden, bliver den en del af naturens kredsløb. Den forsvinder ikke nødvendigvis uden spor, men bidrager med mineraler til jorden. Uld kan også bruges i haven, hvor den kan lægges i jorden omkring planter.

Uld som en overset værdifuld ressource

Når urnerne bliver filtet, arbejdes der med ulden på en måde, der kan minde om at forme ler. Først kartes fibrene, så de løsnes og rettes ud. Derefter lægges de i lag på kryds og tværs omkring en form, der gør det muligt at skabe en hul genstand.

Fibrene fugtes med vand og sæbe. Med forsigtige bevægelser bearbejdes overfladen, indtil hårene hægter sig sammen. Processen fortsætter, indtil der opstår en sammenhængende form uden synlige samlinger.

Herefter bankes og rulles materialet, så det krymper og bliver tættere. Den kompakte filt skal kunne holde på asken. Inde i urnen ligger der desuden en pose af majsstivelse, som hjælper med at holde asken på plads.

Uldens egenskaber varierer fra fårerace til fårerace, og det påvirker, hvor let den er at filte. Nogle typer egner sig særligt godt, mens andre kan blandes med en finere uldtype for at opnå et materiale, der fungerer bedre til formålet.

I Danmark har uld i mange år haft en mindre fremtrædende rolle end andre produkter fra fårehold. Når ulden ikke giver en tydelig indtægt, kan den blive opfattet som et biprodukt. Fokus på andre egenskaber ved fårene har dermed gjort det sværere at udnytte ulden lokalt.

Uld rummer dog muligheder ud over filtning. Den kan blandt andet undersøges som materiale til isolering. Håndværkerne ønsker at vise, at den ikke bør betragtes som affald, men som en ressource, der kan få flere anvendelser.

Små fårehold leverer ofte ikke de store mængder, som traditionelle garnproducenter har brug for. Derfor bliver en stor del af ulden og garnet, der bruges her i landet, hentet fra udlandet, blandt andet fra lande i Oceanien og Sydamerika.

Ved at arbejde med uld lokalt kan man også holde liv i tekstile håndværk. Det er vigtigt, at viden om materialer og teknikker ikke forsvinder, når produktion flyttes langt væk. Synligt håndværk i Danmark kan skabe forståelse for, hvordan råvarer forarbejdes.

I værkstedet forsøger man at bruge så meget af den tilgængelige uld som muligt. Noget af materialet kommer fra fårehold, hvor ulden ellers kan være vanskelig at afsætte.

Et eksempel er uld fra får på en fynsk halvø. Efter en klipning fik håndværkerne mulighed for at hente sække med uld, som fåreholderne var glade for at se blive brugt. Samarbejdet udviklede sig siden til en fast måde at skaffe noget af materialet på.

Fremover er ambitionen at fortsætte med at udvikle urner i det lille værksted og samtidig gøre flere opmærksomme på uldens muligheder. På den måde kan et gammelt håndværk få en nutidig anvendelse, mens en overset del af fåreholdet bliver bragt tilbage i brug.