33-årige Michael Magee fra Nordirland er uddannet marinbiolog, men har stillet mikroskopet i skabet og bruger nu al sin tid på at lave koncerter, talks og technofester i Odense.

”Når 300 mennesker danser og fester til noget musik, som jeg har været med til at arrangere, så danser jeg også selv og er lykkelig. Jeg elsker at være med til at lave menneskelige fællesskaber,” siger 33-årige Michael Magee, som tog en bachelor i marinbiologi hjemme i Belfast og sin kandidat på SDU.

I dag er han bedre kendt i Odense som manden bag den tilbagevendende technofest Odeology, som næste gang finder sted lørdag 25. maj. Det var også Michael Magee, der fik den verdensomspændende koncertbevægelse Sofar Sounds til Odense, og som booker på Studenterhuset har han udviklet det succesfulde Science and Beers-koncept.

Michael Magee læser stadig forskningsartikler og nørder videnskab, men elsker at give sig hen til hård techno.

”Jeg holder meget af marinbiologien, men der er noget dybt fascinerende ved at arrangere koncerter og events. Jeg kommer ind i et kreativt arbejdsflow, som kan sammenlignes med den proces, man er inde i, hvis man sidder og bygger lego, uden rigtigt at have en plan. Og jeg elsker at se mennesker nyde musikken og give slip,” siger Michael Magee.

”For mig handler koncerter, musik og events om at skabe oplevelser, som man er fælles om, og som varer ved. Det er meget givende og tilfredsstillende,” siger Michael Magee, som kommer fra den lille nordirske kystby Portaferry, som ligger ud til et sund tæt på Belfast.

Michael Magee er til daglig booker og kommunikationsmedarbejder på Studenterhuset, som både laver koncerter, events og Generator-festivalen i september.

”Vand har altid betydet meget i mit liv. Jeg elsker at bade i det, dykke i det, bo ved det, sejle på det og studere dyrelivet og mikroorganismerne nede i det,” siger Michael Magee, som kom til Danmark i 2012 da han skulle læse sin kandidat i marinbiologi.

”Jeg kendte ikke Danmark, udover at jeg vidste, at Peter Schmeichel kommer herfra. Men studiet var gratis, så jeg søgte og kom ind,” siger Michael Magee, som er fan af Manchester United, hvor Schmeichel spillede i mange år.

Inden han så sig om, var han blevet involveret i at lave kommunikation for SDU, rettet mod udenlandske studerende. Og selv om han overvejede at gå i gang med en ph.d., da han i 2015 var færdig med sin kandidat, er han endt med at arrangere musik og events.

Michael Magee er manden bag Studenterhusets succesfulde Science and Beers-fordrag, hvor en forsker under afslappede forhold og med en øl i næven fortæller om et videnskabeligt emne.

”Jeg var meget optaget af mikroorganismer og alt det andet, der foregår i havet, men som vi ikke kan se umiddelbart. Det er fascinerende, at selv de mindste ting har den største betydning. Marinbiologi er meget andet end hvaler og delfiner. Men musikken og kulturen trak i mig,” siger Michael Magee, som ikke umiddelbart har planer om at vende tilbage til marinbiologien.

”Min styrke er nok at arrangere. Foreløbig har det hovedsageligt været musik, men med Science and Beers-foredragene har vi udviklet et koncept, hvor vi både skaber oplevelser og deler videnskabelig viden og resultater. Den slags vil jeg gerne lave mere af,” siger Michael Magee, som nu og her ser frem til Odeology-festen på Posten om godt halvanden uge.

Lørdag 25. maj er der igen Odeology i byen. Hovednavnet er franske Molécule, mens Asmus Busck og Klokwork står for det lokale islæt.

”Techno er populært, men siden Phono Festivalen her i Odense stoppede i 2017, har der ikke været så mange muligheder for at høre technomusik live i Odense. Derfor arrangerede vi den første Odeology i 2018 med 170 deltagere, og siden har vi trukket i gennemsnit 250 mennesker hver gang, vi har lavet eventen,” siger Michael Magee.