Nu bliver det lettere at lave sit fortov om til en grøn oase, så længe man overholder nogle simple regler. På Odense Blomsterfestival vil Odense Kommune vise, hvordan man kan lave sin fliseørken om til et lille, grønt frirum.

En bænk og en krukke med Tagetes eller Dahlia kan være nok til, at både bier og naboer begynder at hænge ud foran dit hus.

”Det kan godt være, man ikke reder kloden ved at lave en fortovshave, men man skaber måske et fællesskab, samtidig med at man gør noget for biodiversiteten,” siger byplanlægger Anna Ravn fra Odense Kommune.

Anna Ravn (forrest) og Sara Lund Jensen fra Odense Kommune i Paaskestræde, hvor flere af beboerne allerede har etableret små fortovshaver langs deres facader.

Som et led i kommunens bestræbelser på at blive Danmarks grønneste storby har man gjort det mere smidigt, hvis man gerne vil stille blomsterkasser, krukker og måske en smal bænk ud foran sin opgang.

”Hvis man som borger har savnet en grønnere bymidte, er det nu blevet nemmere selv at gøre noget,” siger konsulent Sara Lund Jensen, der også kommer fra Odense Kommune.

De to har med juridisk bistand tygget reglerne for tilgængelighed på offentlige arealer igennem og samlet den nødvendige ekspertise, så borgere med grønne fingre nu kun behøver at henvende sig ét sted i kommunen for at få lov til at gå i gang.

Fortovshave i England. Foto: Eduard Militaru/Unsplash.

”Man skal jo stadig kunne komme forbi med en barnevogn eller en rollator, så en fortovshave må ikke fylde mere, end at der stadig er 1,3 meter fortov tilbage,” siger Anna Ravn.

Hun understreger, at man ikke behøver søge om tilladelse, hvis fortovet er bredere end 1,3 meter, og man bare vil stille et par krukker langs facaden.

På politiker-lingo bliver fortovshaver defineret som 'Borgerskabte grønne gader', og de skal være med til at gøre Odense grøn året rundt.

Fortovshave i København. Foto: PR/Odense Kommune.

”Blomsterfestivalen er fantastisk, men vi vil gerne skabe et varigt grønt bybillede," siger Anna Ravn.

Ifølge Odense Kommune kan fortovshaverne være med til at skabe et grønt udtryk på lidt plads, forskønne bygninger og gaderum og understøtte FN's verdensmål nummer 15, som handler om at beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer og bremse tabet af biodiversitet også lokalt.

”Vi håber også, fortovshaverne kan være med til at skabe nogle fællesskaber i bymidten. Det er helt oplagt, at beboerne i en opgang kan gå sammen om at skabe et mødested med krukker og bænke foran deres hoveddør,” siger Sara Lund Jensen.

Fortovshaver i Amsterdam. Foto: Aurélien Lemasson-Théobald/Unsplash.

I eftermiddag og de næste tre dage under Blomsterfestivalen står Odense Kommune klar på Flakhaven til at svare spørgsmål, hvis man gerne vil i gang med sin fortovshave.

Hvis man vil vide mere om tankerne og reglerne bag fortovshaver, kan man læse om dem her!