Formanden for Byforeningen i Odense, indretningsarkitekt Sharon Fisher, vil have arkitekter, entreprenører, politikere og byudviklere til at bruge omtanke og se nye byggerier i sammenhæng med de eksisterende.

”Det er let at lave noget dyrt, som ser ud ad helvede til,” siger Sharon Fisher, som ikke giver meget for argumentet om, at vellykket arkitektur nødvendigvis koster penge.

”Uanset om det drejer sig om et nybyggeri eller en renovering, skal det være med omtanke. Om man så bruger hvid beton eller ej, er underordnet. Røde mursten kan også være grimme, hvis de bliver brugt forkert,” siger Sharon Fisher.

Det er især den store FAF-silo i forgrunden samt dele af Muus' Pakhus, som flere gerne ser bevaret.

Som formand for Byforeningen for Odense har hun været med til at klage til Planklagenævnet over, at Odense Kommune har givet tilladelse til nedrivning af bevaringsværdige bygninger på Siloøen uden offentlig høring og lokalplan.

Sagen er endnu ikke afgjort, men Sharon Fisher håber, sagen bliver bremset.

”Bygningerne udgør en vigtig del af vores kulturarv og skal minde os om, at Odense engang havde en stor industrihavn. For mig at se, er Siloøen den sidste bastion, som vi bare ikke må miste,” siger hun og peger på, at gamle bygninger gør nye bygninger interessante.

Sharon Fisher driver sin egen tegnestue og indretningsvirksomhed og har en enkelt ansat.

”Bygninger kan god lide at spejle sig i hinanden, og derfor sker der noget positivt med nye bygninger, når de har nogle gamle bygninger som naboer,” siger Sharon Fisher, som altid har været fascineret af gode materialer og høj kvalitet.

”Jeg elsker god formgivning, lækre materialer, flotte farver og arkitektur, der ældes med ynde og er visuelt uopslideligt. Samtidig er det vigtigt, at en ny bygning fra begyndelsen bliver tænkt ind i den sammenhæng, den skal fungere i,” Sharon Fisher, som er uddannet designer og indretningsarkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Arkitektur, Design og Restaurering i København i 1987.

Hun flyttede i sin tid fra Odense, fordi den var blevet 'grim og kedelig', men flyttede tilbage som nyuddannet, netop da Brandts Klædefabrik i slutningen af 1980'erne genåbnede som kulturcentrum.

”Det er lidt den samme stemning af håb, jeg nu fornemmer i Odense. Vi er inde i en rivende udvikling som by, og det giver os nogle gode muligheder for også at udvikle vores arkitektur,” siger hun.

Grønnegade er ifølge Sharon Fisher et eksempel på, hvor galt det kan gå, når man i projektfasen fejlfortolker omgivelserne. ”Man har glemt at forholde sig til, at stort set alle butikker og bygninger vender med bagsiden ud mod pladsen, som derfor reelt altid er mennesketom og helt uden liv,” siger hun.

”Som by skal man huske sin arkitektur, ellers dør den,” siger Sharon Fisher, som blandt andet er begejstret for den nye bydel, som skyder op dér, hvor Thomas B. Thriges Gade løb.

”Jeg er ret imponeret over de snoede veje og stræder, som minder om, hvordan man byggede i middelalderen. Jeg elsker at være i gamle storbyer, der har smalle, krogede veje og stræder, hvor man aldrig helt ved, hvor man er på vej hen. Samtidig skal man være indstillet på at blive overrasket, hvor gang man runder et hjørne,” siger Sharon Fisher.