Ann-Sophie Ulka Faust åbnede Fabrek i Nedergade i april, men lokalet er allerede blevet for småt til hendes feminine univers, så om to uger åbner hun en langt større butik i Overgade.

”Jeg tror, mine kunder er faldet for Fabrek, fordi jeg lader det feminine univers møde det rå. Folk kan gode lide kontrasten,” siger 32-årige Ann-Sophie Ulka Faust fra det trange butikslokale i Nedergade, som om et par uger bliver skiftet ud med et lokale på 11o kvadratmeter i Overgade.

”Butikken er blevet taget med storm. Jeg troede, jeg i begyndelsen skulle have et deltidsjob ved siden af, og jeg havde endda fundet et mega nice ét som stylist. Men det måtte jeg sige nej til igen,” siger Ann-Sophie Ulka Faust, der på kort tid har fået flere end 6000 følgere på Instagram.

”Mange af mine kunder bruger Instagram til at følge med i, hvad der er i butikken,” siger Ann-Sophie Ulka Faust, der sælger smykker, evighedsblomster, plakater og indretning hovedsageligt i pastelfarver.

Hun er uddannet professionsbachelor i branddesign, og efter fire år som pr- og marketingskoordinator hos en fynsk møbelproducent var hun i april klar til at gå solo.

”Jeg har altid haft lyst til at blive selvstændig. Begge mine forældre var selvstændige, og begge mine brødre er selvstændige. Det er nok en del af min mentalitet, at jeg vil skabe noget selv,” siger Ann-Sophie Ulka Faust, som helt bevidst valgte at slå sig ned i Nedergade.

Ann-Sophie Ulka Faust er vild med Overgade-kvarteret, som hun forudser får en renæssance, når letbanen og det nye Thomas B. Thriges kvarter åbner.

”Jeg ventede i lang tid på at finde det fede lokale her i kvarteret, som jeg mener, bliver 'the place to be' fremover. Og det fandt jeg hér, men desværre er det allerede blevet for småt. Selv om jeg har ansat en assistent til at hjælpe torsdag til lørdag, er der nogle gange kø ud på gaden,” siger Ann-Sophie Ulka Faust.

Selv om hun elsker det personlige møde med sine kunder, skal hun fremover også have plads til at kunne pakke varer ind til forsendelse, da hun er i gang med at opbygge en webshop.

Ann-Sophie Ulka Faust var ifølge hende selv først med at introducere evighedsbuketter på Fyn. De tørrede blomster kan i princippet vare evigt og er tænkt som et bæredygtigt alternativ til afklippede blomster, som ofte bliver transporteret over store afstande og kun har begrænset holdbarhed.

”Ikke mindst på Instagram spørger folk fra hele landet, om de kan købe mine ting, så det er blevet nødvendigt med en webshop," siger Ann-Sophie Ulka Faust, som dog vil bevare sin butik.

"Når jeg siger, jeg godt kan lide at tale med mine kunder, så mener jeg det. Jeg er oprigtigt interesseret i deres univers. Samtidig har jeg også selv brug for at snakke, så derfor er den fysiske butik så vigtig for mig,” siger hun.