I stedet for at låne en bunke penge og købe en eksisterende lægepraksis med tilhørende patienter åbner 38-årige Tine Marcussen lægepraksis på Skt. Anne Plads helt fra bunden med 0 patienter.

"Jeg håber, jeg lærer hver enkelt af mine patienter bedre at kende og får et mere personligt forhold til dem, end hvis jeg investerede i en etableret praksis, hvor jeg skulle lære 1600-1700 patienter at kende på én gang,” siger Tine Marcussen, som er gået en utraditionel vej for at blive praktiserende læge.

For at forebygge lægemangel i Odense udbød Region Syddanmark i foråret nye licenser til at drive lægepraksis, de såkaldte ydernumre. Men hvor nye ydernumre typisk bliver købt af eksisterende lægehuse, som allerede har en base af patienter, valgte Tine Marcussen højest usædvanligt at købe ét af de særlige 0-ydernumre.

"Det er da mega angstprovokerende, at der ingen patienter er. Men på den anden side så har jeg det godt med, at mine patienter kommer dryssende,” siger Tine Marcussen, som har fire børn i alderen 2 til 8 år med sin mand, der er køkkenmontør.

Hvor en etableret lægepraksis i en storby som Odense snildt kan koste et par millioner kroner, koster et 0-ydernummer det kvarte.

Tine Marcussen åbner lægepraksis på 3. sal på Skt. Anne Plads 2.

”Bankerne vil ellers gerne låne store beløb ud til køb af en lægepraksis. Men jeg ville ikke låne så mange penge,” siger Tine Marcussen, som ikke penge har med hjemmefra.

”Men fra studietiden er jeg vant til at leve af pasta og ketchup - og tun, hvis det skulle være fint,” siger Tine Marcussen, hvis mor og far er henholdsvis pædagog og skoleleder.

”De er hverken iværksættere eller ansat i sundhedsbranchen, så det er ikke derfra, jeg har inspirationen til at åbne mit eget. Men vi har altid gået meget op i sundhed, motion og sport derhjemme, og jeg foretrækker selv at arbejde forebyggende som læge,” siger Tine Marcussen.

Som barn og ung i Gram i Sønderjylland brugte hun al sin fritid på håndbold, badminton, fodbold og andre former for sport, og som voksen har hun dyrket Body Combat intensivt blandt andet som instruktør gennem 10 år.

”Det er lige så hårdt som enhver anden kampsport, selv om man ikke har kontakt med en modstander. Man træner sin udholdenhed, man lærer at være stædig og aldrig give op,” siger Tine Marcussen, som glæder sig til at komme i gang med sin lægepraksis.

Tines praksis kommer til at hedde AlmenSpeciallægen og åbner for nye patienter 1. august.

”Jeg er drevet af at være hjælpsom. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg kan bare godt lide at hjælpe andre,” siger hun.

”Nogle gange bliver vi praksislæger drillet med, at vi kun tager os af fodvorter, mens lægerne på hospitalerne redder liv. Sådan ser jeg ikke på det. Vores arbejde kan være lige så vigtigt for den enkelte patient,” siger Tine Marcussen, som selv overvejede at blive speciallæge i anæstesi eller hjertesygdomme.

”Men jeg var bange for, at det med årene ville blive for ensformigt. Jeg har arbejdet som praksislæge flere steder og er fascineret af, at der aldrig er to dage, der er ens,” siger Tine Marcussen.

”Hos mig er der ikke noget problem, der er for småt. Det giver mit liv mening og værdi, når jeg ser, andre får det bedre,” siger Tine Marcussen.