Alle er velkomne til at deltage i Generator, som foregår de næste tre dage på gader og pladser i centrum. Festivalleder Tine Nyland regner dog med kun at nyde gadefesten i højest 5 minutter, resten af tiden skal der knokles.

”Sidste år havde vi fire måneder til at planlægge. I år har vi haft et helt år, så alt er bare større. Ikke mindst vores ambitioner om at give byens studerende den mest massive hyldest,” siger lederen af Generator, 34-åriger Tine Nyland.

Med Martin Jensen, Noah Carter, Topgunn, Faustix og Kato øverst på en temmelig massiv plakat, bliver der rigeligt med EDM-toner at danse til på asfalten og brostenene omkring Brandts, Mageløs og Klingenberg.

Faustix på sommerens Magicbox. Foto: PR/Tinderbox - Morten Rygaard.

”Vi hylder de studerende, men alle er velkomne. Vi satser på, at 23.000 vil feste med - mod 15.000 sidste år,” siger Tine Nyland, som står i spidsen for en organisation, som udover nogle få lønnede i sekretariatet består af hundredvis af frivillige.

”Selv om de har forskellige motiver for at være frivillige, så kommer de alle sammen, fordi de gerne vil være med til at skabe en kæmpe fest,” siger Tine Nyland, som selv har været frivillig i forskellige, festlige sammenhænge i Odense, inden hun kom på lønningslisten.

”Jeg elsker at arrangere. For 10 år siden, da jeg var studerende, var jeg med til at arrangere nogle halvstore, private fester med i omegnen af 70 gæster. Sådan nogen, man ikke kan arrangere, hvis man først går i gang om fredagen,” siger Tine Nyland, som har læst dansk på SDU.

Tine Nyland har boet i Odense i 13 år og er ret vild med den transformation, som byen er i gang med, og som hun kalder 'fra landsby til storby'.

Siden var hun med til at arrangere Phono Festival, og som et led i sine studier var hun et halvt år i praktik hos Muskelsvindfonden.

”Det var et halvt år, hvor jeg både var med til Grøn Koncert og Cirkus Summarum. Det var spændende at være i en organisation, hvor der var penge og ressourcer nok. Til Phono Festival havde vi ingen penge at købe mad for, hos Muskelsvindfonden var der en kantine,” siger festivallederen, som synes, det er spændende at lede frivillig arbejdskraft.

”Nogle er hovedsageligt med, fordi de gerne vil hjælpe, feste og være en del af et fællesskab. Andre er ambitiøse og vil gerne lære eventhåndværket, lige som jeg selv gerne ville,” siger Tine Nyland, som derfor er meget opmærksom på at møde de frivillige, hvor de er uanset ambitionsniveau.

Man kender sin målgruppes interesser, når man bruger beerpong-bolde til at slå sit navn fast i de studerendes bevidsthed.

”Nogle vil bare have lov til at udføre de opgaver, de får ansvaret for, mens andre skal udfordres. Som leder af frivillig arbejdskraft skal man derfor være meget opmærksom på, at give de mest motiverede nye udfordringer hele tiden,” siger Tine Nyland, som glæder sig til at omdanne området omkring Brandts, gaderummet ved Mageløs og Skt. Anne Plads samt ikke mindst Klingenberg til partyzone.

”Under platantræerne mellem Magasin og Domkirken laver vi vores Black Forrest-scene, hvor vi spiller techno og hård EDM. Det bliver ret spændende,” siger Tine Nyland, som nok er ansat som leder, men hvor glæden ved at se en fest, der buldrer afsted, også er en del af motivationen.

”Når festen kører på sit højeste, vil jeg finde et sted, hvor jeg kan stå og nyde alle de glade mennesker. Men kun i 5 minutter. Så løber jeg videre ud for at ordne toiletter eller noget andet praktisk,” siger Generators gadefestgeneral.

Læs mere om Generator her.