Tre unge mænd fra Odense er i gang med at udvikle en app, der skal gøre det lettere at udvælge og købe tøj i webshops til gavn for for forbrugerne, butikkerne og miljøet.

”Vi er tre nørder med høje ambitioner,” siger 25-årige Simon Bak fra startup-virksomheden Trendmatch, som netop har fået Innovationsfonden til at skyde en kvart million kroner i deres udviklingsarbejde.

”Vi vil gøre det lettere og mere tilfredsstillende at købe tøj på nettet. Lige nu er det meget tilfældigt, hvad der foregår,” siger den 25-årige iværksætter, der sideløbende er ved at gøre sin uddannelse som markedsføringsøkonom færdig på UCL i Odense.

”Forbrugerne har svært ved at sammenligne tøj fra forskellige shops og finde lige præcis dét, de gerne vil have - og som passer. Derfor bliver der sendt så meget tøj retur, hvilket er en unødig belastning af miljøet,” siger Simon Bak og peger på, at tøjindustrien dybest set famler i blinde, når den producerer tøj.

”Der et enormt spild, fordi tøjproducenterne og detailhandlen ikke ved, hvad forbrugerne vil have, før moden er skiftet igen. Med vores app vil forhandlerne og producenterne tidligere få værdifuld viden om, hvad der trender hos forbrugerne,” siger Simon Bak fra Trendmatch, som holder til i UCL's inkubatormiljø Boxen mellem Storms Pakhus og havnen.

Han udvikler app'en sammen med sine partnere David Grady og Michael Laugesen, der er henholdsvis ingeniør i integreret design og multimediedesigner. App'en gør det muligt for forbrugeren at sidde og bladre i de forskellige webbutikkers udvalg og swipe de kjoler, skjorter og bukser til højre, som man synes om. Herefter kan forbrugeren vende tilbage og lave en finere sortering eller dele udvalget med en ven eller veninde og få vedkommendes holdning.

Michael Laugesen, Simon Bak og David Grady har allerede lanceret deres app Trendmatch, som de netop har fået en kvart millioner kroner af Innovationsfonden til at videreudvikle. Foto/Trendmatch

”Vi har ansat en engelsk forsker i kunstig intelligens på deltid til at hjælpe os med at gøre app'en i stand til løbende at indsamle viden om forbrugerens præferencer, så app'en selv kan navigere rundt på forskellige webshops og præsentere et udvalg, der er rettet til hver enkelt kundetype,” siger Simon Bak.

De tre ungersvende driver allerede firmaet 44Pixel, som hjælper webshops med at optimere deres trafik, så flere visninger bliver konverteret til køb.

”Vi kan se, at selv om hovedparten af de forbrugere, der handler på nettet, foretrækker at undersøge markedet på deres mobiltelefoner, så vil de hellere gennemføre købet på en computer,” siger Simon Bak.

Foto: Amanda Vick/Unsplash

Trendmatch's undersøgelser peger blandt andet på, at mange forbrugerne synes, at det er for uformelt og for usikkert at foretage et egentligt køb på en smartphone.

”Samtidig afbryder man tit sin købsproces på en mobiltelefon, fordi man sidder og kigger på sin telefon, mens man venter på bussen eller i en pause. Vores app egner sig bedre til mobile enheder, så vi kan få forbrugerne længere frem i købsprocessen og helst gennemføre et køb på deres smartphone,” siger Simon Bak, som tror, deres app snart bryder igennem.

”Vi kan se, vores app både kan hjælpe forbrugerne, butikkerne, tøjindustrien og i sidste ende miljøet,” siger direktøren fra Trendmatch.