Selv om Tina Steneman og hendes bæredygtige tæppefirma Rug Solid i Odense SØ er blevet bedt om at deltage på særudstillingen Circular Furniture and Interior Design på den store designfestival 3daysofdesign i København i næste uge, så går hun lige så meget op i tæppernes kvalitet og udseende.

”Vi er et designfirma, ikke et affaldsfirma. Selv om vi og vores leverandører er certificerede efter den strenge Globale Recycling Standard, så er det designet af vores tæpper, der kommer i første række,” lyder det fra iværksætteren Tina Steneman, som etablerede sit tæppefirma Rug Solid i 2012.

Tæpper fremstillet af blandt andet genanvendte plasticflasker. Foto: Rug Solid.

Alle hendes tæpper er i dag fremstillet af enten genanvendte tekstiler, læderrester fra modeindustrien, bambus eller omsmeltede plasticflasker, der er spundet til tråd og siden vævet.

”Folk skal ikke købe vores tæpper på grund af dårlig samvittighed, men fordi de synes, designet er lækkert. At det så er bæredygtigt fremstillet, skal være en selvfølge,” siger 54-årige Tina Steneman, som i det hele taget er fortaler for en jordnær udgave af bæredygtighed.

Rug Solids nyeste kollektion indeholder denne lækkerbidsken af et lædertæppe, syet af rester fra produktionen af luksuslædertasker. Foto: Rug Solid.

”Jeg går meget op i at sortere mit affald derhjemme og undgå madspild, men jeg er ikke frelst. Vi har overvejet en elbil, men jeg kører stadig i en benzindreven bil. Jeg synes, man skal være så bæredygtig, som man nu kan magte” siger Tina Steneman, som savner den jordnære form for bæredygtighed, man praktiserede i hendes barndom i 1960'erne og 1970'erne.

”Når vi fik nye bukser, var de altid for lange, fordi de skulle kunne holde mere end én sæson. Og når vi voksede ud af dem, fik de syet kantbånd på, som også forlængede deres levetid. Mange på min alder kan også huske deres barndoms vinterfrakker, for de skulle holde mange vintre dengang,” siger Tina Steneman, som blev iværksætter i en sen alder.

Tina Steneman sprang ud som iværksætter som 38-årig med handelsfirma indenfor indretningsbranchen, inden hun som 47-årig begyndte at fokusere på bæredygtige tæpper. Foto: Rug Solid.

Hun er oprindeligt uddannet advokatsekretær og arbejdede i nogle år på et advokatkontor i Vestergade, men en livskrise i forbindelse med et dødsfald i familien fik hende til at realisere en gammel drøm om at blive selvstændig.

”Jeg har nok altid haft en skabertrang i mig, men jeg er fra en tid, hvor man som kvinde ikke skulle være selvstændig. Men jeg gik med en passion, der bare skulle leves ud,” siger Tina Steneman, som i 2003 etablerede et firma, der solgte indretningsdesign og interiør.

Jeanstæppe syet af rester fra modeindustiens produktion af jeans. Foto: Rug Solid.

”Efter finanskrisen blev jeg mere og mere interesseret i bæredygtighed, fordi jeg var bekymret for den måde, vi behandlede vores jord på. På det tidspunkt var jeg allerede begyndt at sælge tæpper, og jeg kunne se, der var et potentiale i at få dem fremstillet bæredygtigt,” siger Tina Steneman, som i 2012 sadlede om og etablerede firmaet Rug Solid, som har til huse på Telehøjen i Odense SØ.

”Siden er det bare gået fremad. Vi sælger godt og har samtidig tid og overskud til at udvikle nye bæredygtige produkter og partnerskaber, ” siger Tina Steneman, som gennem årene har akkumuleret sine overskud, så Rug Solid nu har en solid egenkapital.

Tæppe lavet af skindrester. Foto: Rug Solid.

”I stedet for at trække penge ud, lader jeg dem stå, så vi hele tiden har muligheden for at kunne investere i forretningen, så flere får glæde af vores tæpper. Det er også bæredygtighed for mig” siger Tina Steneman.