Med ekstra kvadratmeter og et nyt, mere mundret navn vil Kunstmuseum Brandts både vise klassiske værker og invitere til talks og diskussioner om Instagram-perfektionisme og miljø.

Kunstmuseum Brandts er det eneste større kunstmuseum i Danmark, som ligger i et minefelt af midtbycafeer, restauranter, værtshuse og butikker, og den downtown-location vil museumsdirektør Mads Damsbo fremover udnytte mere offensivt.

”Tidligere lå museer tilbagetrukket og ophøjet, men i dag er publikum et andet og vil i langt højere grad involveres og selv være en del af oplevelsen, når de går på kunstmuseum,” siger Mads Damsbo, som nu råder over 8000 kvadratmeter midt i den gamle klædefabrik.

Nu er der både plads til at se på kunst og diskutere kunst og andre store emner på Kunstmuseum Brandts. Foto: PR/Kunstmuseum Brandts.

”Brandts var i 1980'erne det første industrikompleks i Danmark, som blev lavet om til kulturcenter. Det var visionært, og det vil vi også gerne være i dag. Vi vil udvikle os i takt med byen og gerne rokke ved folks opfattelse af, hvad et museum i grunden er,” siger Mads Damsbo.

Han har været direktør på Brandts siden 2013 og er nærmest lykkelig over udvidelsen, så Brandts nu råder over fire etager.

H.A. Brendekildes 'På forbudne veje' fra 1886 er en af perlerne i samlingen. Foto: PR/Kunstmuseum Brandts.

”Nu er der endelig plads til både værker og publikum. Vi kan favne både de klassiske værker, fotografierne og filmen. Og vi har fået de fysiske rammer, der skal til, når vi gerne vil være et moderne forsamlingshus for hele Fyn,” siger Mads Damsbo.

Han peger på, at der fremover er gratis adgang i hele stueetagen, hvor der både er billetsalg, kunstbutik, garderobe, toiletter og en stor café med egen barista og scene.

Kate Bush set gennem Anton Corbijns linse. Forestillingen på Kunstmuseum Brandts med en af verdens førende rockfotografer fortsætter frem til slutningen af november. Foto: PR/Anton Corbijn.

”Oppe af trapperne har vi et auditorium med plads til 150 mennesker og snart også en lille biograf,” siger museumsdirektøren, som er meget optaget af, hvad der foregår foran værkerne på Brandts.

”Kunsten er ikke altid målet i sig selv. Ofte er det samtalen, man har, når man står foran en installation eller et maleri eller efter en film, der er det vigtigste. Den del af kunstoplevelsen, hvor kunsten blot er anledningen til at mødes og tale sammen, vil vi til at gøre mere ud af,” siger Mads Damsbo og glæder sig over, at Kunstmuseum Brandts har det som sin erklærede mision at være blandt Nordens førende kunstmuseer indenfor fotografi og levende billeder.

”Vi må konstatere, at vi lever i en meget visuel tidsalder. Meget af det, vi diskuterer, foregår med udgangspunkt i noget visuelt som eksempelvis pressefotografier, instagrambilleder eller korte filmklip. Hele influencerbegrebet, krænkelser på nettet og selv miljødebatten er jo visuelt forankret,” siger direktøren, som gerne vil lægge rum til talks og debatter med for eksempel Greta Thunberg, influenceren Mascha Vang eller krigsfotografen Jan Grarup.

”Vores bidrag vil blandt andet være den kritiske vinkel. Som kunstmuseum er vi gode til at skelne mellem professionalisme og amatørisme og rejse diskussionen om, hvad der gør et billede godt,” siger Mads Damsbo, som er uddannet kunsthistorie fra Københavns Universitet og kuratorisk praksis fra Wits University i Johannesborg i Sydafrika.