Ensomhed er et problem for mange børn. Derfor driver skolelærer Abdullah Salem skaterskolen "Sesh Danmark". Her har du venner så snart, du står på et skateboard.

Børn flyver igennem luften på skateboards. Nogle laver tricks på ramper, mens andre øver sig i at vende brættet stående. Sådan en brætvending kaldes et flip.

Midt i skaterhallen står 31- årige Abdullah Salem. En efter en trækker han skatende børn op af en rampe, mens han demonstrer teknikken for, hvordan man bedst bestiger rampen på et skateboard. Udover at være et sted, hvor børnene lærer skatertricks, er hallen et rullende frirum, hvor børnene mødes hver søndag. Skaterskolen Sesh handler nemlig hverken om talent, kampe og benhård træning. I stedet er skolen et fællesskab for børn og unge.

Et fællesskab, mange børn mangler. Hvert fjerde barn i 5 – 8. klasse føler sig ensom, viser en undersøgelse, som TrygFonden og Børns Vilkår lavede sidste år. Udover at Abdullah kender til ensomheden blandt børn, fordi han arbejder som folkeskolelærer på Provstegårdskolen i Odense, så har han selv oplevet at mangle et tilhørssted som barn.

Men det firhjulede bræt gav ham venner. Derfor startede han skaterskolen Sesh, som holder til i Odense Streethouse på Grønløkkevej. I efterårsferien afholder han en uges skatecamp, hvor børn i 6 – 13-årsalderen kan prøve sig frem i aktiviteten og lære andre børn at kende.

Grænserykning uden tabere

På en stor rampe står en pige med en pink cykelhjelm. Hun ryster på hovedet. Abdullah står ved bunden af rampen. Han rækker hænderne op imod hende.

- Jamen du har jo lige gjort det tidligere, siger han. En flok drenge sidder på rampen. Hun ryster igen på hovedet.

- Jamen hvad så, hvis vi lover ikke at kigge, forsøger Abdullah.

Pigen nikker forsigtigt, og drengene på rampen inklusiv skribenten kigger væk. Lyden fra gummihjulene tordner imod trærampen, og slutter med et stille bump af en pige, der lander blødt på en skummåtte. Tilskuerne klapper.

-Ja da det gik jo fint, udbryder Abdullah. Pigen smiler. De støder knytnæverne sammen, inden de sammen triller videre til næste skatertrick.

- Hos os handler det ikke om, at man skal overskride grænser. I stedet rykker vi grænser uden, at det skal handle om at være bedst på et skateboard, fortæller Abdullah.

Netop den interne konkurrencestemning ved mange sportsgrene hader Abdullah. Det var derfor, at han stoppede med at gå til basket som ung.

-  Går man til basket, er man enten helt vildt god eller også så er man ingenting. Du skal møde op til træning på bestemte dage og så handler det kun om kampe. I Sesh handler det om at have det sjovt og om at skabe et fællesskab. At skate er for alle aldre, siger Abdullah, der sågar underviser et hold mini- put- skatere, hvor nogle af børnene kun er 2 år.

-  Ja de tumler lidt mere rundt, siger underviseren efterfulgt af et smil.

Abdullah har en mission om at udbrede skateboarding blandt børn i Odense, fordi gadeidrætten er mere end et par tricks på et skateboard. Ifølge underviseren kan brættet nemlig bekæmpe ensomhed blandt børn.

Kæmper for skateboarding i Odense

Da Abdullah var barn, var han den højtlydende dreng i klassen. Når han ikke larmede og forstyrrede undervisningen, undrede han sig over, hvem han var imellem de to verdener han er opvokset i.

- Jeg syntes ikke, at drengene nede på blokken var min typer. Og jeg ville ikke være som alle andre i klassen. Men jeg havde jo heller ikke lyst til at lave noget, jeg senere vil fortryde, fortæller Abdullah, der er født og opvokset i Danmark med rødder i Jordan.

Da det konkurrenceprægede basketball ikke var stedet for ham, begyndte han at kigge efter to af sine venner. De skatede begge i Fælledparken i København.

-  Jeg synes, at det var interessant, hvordan de fik boardet til at flippe. De tog mig i parken, og her fandt jeg mig selv. Jeg behøvede ikke at sælge mig selv overfor folk. Jeg kunne bare være mig selv og møde nye mennesker, forklarer Abdullah.

Udover at mødet med brættet, ramperne og vennerne på skaterbanen, gav det Abdullah mere ro i timerne, så han var mere fokuseret i undervisningen. Derfor lavede han skaterskolen Sesh, hvor det kun er børn i alderen 6- 13 år, der suser rundt i hallen.

-  Som barn kan det godt føles lidt voldsomt at komme ind i en skatehal, hvor store teenagere kører så stærkt. Derfor vil jeg gerne, at alle dem der går i folkeskole kan komme at prøve noget, der er lidt anderledes, lyder det fra Abdullah.

Og det anderledes er der brug for i Odense, hvis du spørger Abdullah.

-  Det sociale aspekt er svært for mange børn. Der er mange børn, som har svært ved at få venner, især udenfor folkeskolen. Hernede har du venner, så snart du har et board. Vi er ligeglade med, om du er sort, hvid eller lyserød. Står du på et skateboard, så har vi noget til fælles, fortæller han.

Udover at drive skateskolen Sesh arbejder han på at styrke skatermiljøet i Odense, så byen får flere områder, hvor børn kan udfolde sig på et skateboard. Indtil videre holder han en skatercamp i uge 42, hvor børnene lærer de basale færdigheder i skateboarding.