Ved at kombinere seriøse netværksmøder med uformelt samvær på løbsdage er sponsornetværket på Fyens Væddeløbsbane på få år vokset fra 0 til 75 medlemmer.

”FVB's sponsornetværk er unikt, fordi vi både har seriøse møder med fagligt indhold ude i byen og uformelle VIP-arrangementer på væddeløbsbanen, når der er løb,” siger ét af medlemmerne, ejendomsmægler Bahadir Demirhan fra Nybolig.

”I nogle netværk glemmer man, at der også skal være tid til at pleje relationerne, ellers kommer man ikke ind under huden på hinanden. Tit er det jo følelser, der afgør, hvem man vil gøre forretning med,” siger Bahadir Demirhan om sponsornetværket, som blev oprettet i 2016 for at redde Fyens Væddeløbsbane fra en truende lukning.

Tidligere på måneden var erhvervsnetværket på sin først udlandsrejse til Hamburg. Video: FVB Sponsornetværk/Claus Lillevang.

Dengang var flere danske trav- og galopbaners liv i fare, fordi Tipsmidlerne skulle omfordeles, men planerne blev siden annulleret. I samarbejde med bestyrelse og frivillige kræfter nåede tre erhvervsaktive mænd med en stor kærlighed til hestesporten undervejs at få etableret et sponsornetværk, som siden er bare vokset og vokset.

”Lige nu er vi 75 medlemmer og er ved at nærme os loftet for, hvor mange vi kan være. Men hvis der kommer en virksomhed, der vil bidrage og er med på at tage del i vores åbne fællesskab, så er vi altid villige til at se på det,” siger Jan Arentoft, som selv er kommet på Fyens Væddeløbsbane – med sin farfar - siden han var 8 år.

Han var straks var med på at forsøge at etablere et sponsornetværk, da han i 2016 blev spurgt af idémanden, Jon Tølbøll, som også havde inviteret en tredje netværksbygger, Jan Albeck, med.

Jon Tølbøll (til venstre), Jan Arentoft, cykelrytter Chris Anker Sørensen og Jan Albeck fra et tidligere arrangement på travbanen, hvor Chris Anker Sørensen skulle cykle om kap med en travhest. Foto: FVB Sponsornetværk/Claus Lillevang.

”Vi er tre vidt forskellige mennesker med forskellige baggrunde, men vi elsker alle tre både hestesport og relationer mellem mennesker. Herude er der begge dele. Fyens Væddeløbsbane er en kulturel institution, og derfor skulle banen reddes,” siger Jan Arentoft, der som de to andre selv er en aktiv erhvervsmand med et stort uformelt netværk.

”Vi vil både skabe et godt netværk, udbrede kendskabet til hestesporten og fremtidssikre Fyens Væddeløbsbane. Banen er jo en usleben diamant, som mange flere bør få øjnene op for,” siger Jan Arentoft, som får ros fra et andet af netværkets medlemmer.

”De har skabt et af de tætteste og mest autentiske netværk, jeg kender. Man skal virkelig være en sur starut for ikke at blive smittet af deres humør og engagement. Samtidig er der en meget usnobbet stemning i netværket, hvilket er befordrende for de relationer, vi får til hinanden,” siger daglig leder på Casino Odense, Eva Lyndgaard.

Det koster fra 25.000 kroner og opefter at være medlem, og til den pris får man 20-25 netværksmøder og VIP-arrangementer om året, uanset prisen på medlemskabet.

”Vi gør ikke forskel på folk. FVB Sponsornetværks klare målsætning er at bringe virksomhederne tættere på hinanden og samt højne samhandlen indbyrdes. Jeg tror, vi har fået så mange medlemmer, fordi vi på en personlig og nærværende måde leverer mere, end medlemmerne forventer. Faktisk glæder vi os selv lige så meget til møderne og arrangementerne, som vores medlemmer gør,” griner Jan Arentoft.