Han kørte træt i robotstudier og eliteboksning. Nu bliver 24-årige Sebastian Bailey Hass bestyrer på Kong Tiki, som er Bargroups bud på en tiki-bar med palmer, kokoslikør og hede rytmer.

”Det er meget mere livsbekræftende at arbejde i en bar end at læse til robotingeniør,” siger Sebastian Bailey Hass, som står bag bambusbaren, når Kong Tiki åbner i Mageløs i morgen aften.

”I vores branche er der aldrig to aftener, der forløber ens, selv om rammerne er de samme. Og der kontant afregning, både hvis du gør dit arbejde godt, og hvis du ikke gør,” siger Sebastian, der i flere år har arbejdet på Heidi's Bier Bar og i fredagsbaren Nedenunder på SDU. De seneste par måneder har han sammen folk fra Bargroup rykket hele den tidligere Colorbar fra hinanden og bygget den op igen fra bunden i polynesisk stil.

Lokalerne i Mageløs har tidligere været rammen om Rockstuen og senest Colorbar.

”Kong Tiki er en mellemting mellem en highclass-bar og en bodega, hvor vi dyrker den afslappede livsstil mellem totempæle og bambushytter. Musikken er en god blanding af funky motown-hits og caribiske rytmer, altså feel good vibes," siger bestyreren, som også lader solen skinne på drinkskortet.

"Flere af vores cocktails er klassikere med et moderne, tropisk twist. I stedet for en klassisk Piña Colada med rom, ananassaft og kokoslikør serverer vi en Coconut Wawe, som indeholder rom, kokoslikør, agavesirup og lime,” siger Sebastian Bailey Hass.

På Kong Tiki er der masser af artefakter, som skal lede tankerne hen på øde øer i Det sydlige Stillehav.

Han ser det som et privelegium at være bestyrer og blev lykkelig, da han fik muligheden af Bargroup for at være med til at lancere en tiki-bar i Odense. Bargroup driver i forvejen Storms Pakhus, Den Brølende And, Viggo's, Lørup's, Ølhunden, Blomsten & Bien og Klosterkroen.

”En bar er jo både en arbejdsplads og en legeplads, hvor man altid får sved på panden. Jeg synes, det er meget stimulerende at have med mennesker i alle aldre at gøre. Vi skal på meget kort tid være i stand til at aflæse gæsternes behov og deres humør og afstemme vores adfærd derefter,” siger Sebastian Bailey Hass.

Sebastian Bailey Hass har både være bartender, barchef og formand for bestyrelsen i SDU's fredagsbar Nedenunder.

Han var godt i gang med at uddanne sig til civilingeniør med speciale i robotteknologi på SDU, men efter seks semestre begyndte interessen langsomt at falme.

”Jeg er vild med teknologi og science, men jo længere jeg kom i studiet, jo mere sad jeg bare foran en computer. Det hjalp heller ikke at skifte studieretning og satse på energiteknologi,” siger Sebastian Bailey Hass, som på det tidspunkt også dyrkede kampboksning.

”Det er en virkelig hård sport med masser af træning. I perioder trænede jeg seks gange om ugen. Men selv om jeg stoppede med boksningen, var jeg stadig træt af at læse på universitet,” siger Sebastian Bailey Hass om perioden, hvor han med egne ord 'skiftede fra at spise skyr til at spise slices'.

”Derfor er jeg også meget glad for at havet fået muligheden for at være med til at åbne Kong Tiki og tage imod forhåbentlig mange gæster. Jeg elsker at bygge en stemning op sammen med mine kolleger. Man bliver sgu' stolt, når man giver en fed service, og det hele kører,” siger bestyreren på Kong Tiki.

Surfer and beach hut
Tiki-barkulturen menes at datere sig tilbage til 1930'ernes Californien, da spiritusforbuddet lige var blevet ophævet og en amerikansk eventyrer, der havde opholdt sig meget i Det sydlige Stillehav, åbnede en bar ved navn Don the Beachcomber med rom og bambus som gennemgående tema. Tiki refererer til de små menneskelige træfigurer, som optræder i maorikulturen.Foto: Frank McKenna/Unsplash