Rico Feldfoss har lavet udendørs fotostudie, hvor arbejdsløse musikere kan komme forbi med deres instrument og få taget et billede, så de er klar til nye job, når musikbranchen åbner igen.

Han er selv tidligere trommeslager og musiklærer, så han ved, hvor frustrerende det er, når man som musiker ikke kan komme ud at spille.

Allan Hviid spiller og synger i blandt andet Blues Brothers Souvenir Show og Working Mojo. Foto: PR/Rico Feldfoss.

"Det er synd for musikerne, at alle spillestederne er lukket. De kan ikke komme ud og vise, hvad de kan. Det er jo derfor, de blev musikere," siger 49-årige Rico Feldfoss, som de seneste 15-20 år har levet af at lave billeder og videoer for organisationer, virksomheder og ikke mindst musikere.

"Samtidig har de mistet deres indkomst. Så jeg tænkte, at jeg gerne ville hjælpe dem med at være klar på PR-fronten, når kulturlivet åbner igen," siger den indfødte odenseaner, som derfor indrettede sit cykelskur til fotostudie og i løbet af påsken fotograferede 10-15 lokale musikere.

Naboen Asta Jahn, som har været kostumier på Odense Teater og Danmarks Radio, måtte også lige forbi og få taget et billede. Foto: PR/Rico Feldfoss.

"Der er ingen fysisk kontakt, når jeg fotograferer, og håndtaget på havelågen bliver sprittet af både før og efter," siger Rico FeldFoss, der i den kommende weekend udvider sit koncept og tilbyder kokke og vintjenere at blive fotograferet gratis.

"De savner også opmærksomhed. Mange af dem har beholdt deres arbejde og lever af at lave takeaway, hvilket er fint. Men de blev altså ikke kokke for at stå og putte deres mad ned i bægre og papirposer. De kokke, jeg kender, er lige så rock'n'roll som musikere, så de skal også have muligheden for at få taget nogle billeder, de kan bruge på deres sociale medier," siger fotografen.

Troldmanden på tangenter alias Palle Hjorth kom også forbi i påsken. Han er kendt fra Peter Sommer, Savage Rose, Poul Krebs og Sandmen. Foto: PR/Rico Feldfoss.

Rico Feldfoss er oprindeligt uddannet elektronikmekaniker, men satsede på musikken, inden han omkring årtusindeskiftet begyndte at interessere sig først for video og siden for fotografiet.

"Den teknologiske udvikling gjorde, at det pludseligt var muligt for andre end de uddannede tv-fotografer at lave for eksempel musikvideoer. Da jeg selv har en baggrund indenfor musikken, har jeg haft nemt ved at forstå både musikerne og deres musik og ved, hvordan jeg understøtter dem visuelt," siger Rico Feldfoss, som blandt andet lavede 9 videoer for Tip Toe Bigband i anledning af deres 25 års jubilæum sidste år.

Guitarist Søren Bøje måtte også lige forbi med sin pink paisley-mønstrede Telecaster. Foto: PR/Rico Feldfoss.

"Det er som om, man hører bestemte elementer i musikken bedre, når man også ser musikeren tæt på for eksempel under en solo. Derfor er det vigtigt som musikfotograf at være opmærksom på dynamikken i et nummer, både når man optager og klipper," siger Rico Feldfoss, som også selv er ramt af corona-krisen.

"Jeg er træt af at snakke med mig selv og savner både kunderne, opmærksomheden og det at komme ud og møde spændende mennesker. Heldigvis har jeg strikket min økonomi sammen på en måde, så jeg kan overleve. Jeg plejer at sige, at jeg ikke arbejder, men laver fede ting for penge," siger han.

49-årige Rico Feldfoss bor i H.C. Andersensgade-kvarteret med sin kone, performancekunstneren Tine Louise Kortermand, og deres to børn.