Tinderbox har etaberet campingområde på Fyns Væddeløbsbane, hvor de overnattende festivalgæster drikker Mokaï, snakker om gamle dage og savner tydeligere skiltning.

"Jeg var lige ved at lægge mig til at sove ude ved hestene,'' griner Jens Bang Sørensen på 35 år med en Mokaï i hånden. Han er sin camps alderspræsident, og selv om han er glad for campingområdet, savner han bedre skilting på det, der til daglig er en hestevæddeløbsbane.

Festivalsstemningen har sænket sig over væddeløbsbanen. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach. 

''Ja, det er sgu' ikke nemt at se noget i det mørke,'' tilføjer kammersjukken Stefan Godtfredsen på midtjysk.

De er med i en flok 30-35-årige mænd fra Aarhus-området, der alle er rejst hertil for at se navne som A$AP Rocky, Billie Eilish, Gilli og Benal. Dog bliver de hurtigt enige om, at det er dejligt, at man kan overnatte på festivalen.

''Det er ikke til at rejse frem og tilbage, hvis man gerne vil høre musikken på forskellige dage. Derfor er det rart, at man kan tage et telt med, og slå sig ned her tæt på skoven,'' siger campens tredjemand, 32-årige Kenneth Phil.

De fire Aarhusianere overvejer helt klart at komme tilbage til næste års Tinderbox Festival. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach. 

Campingområdet er fuld af glade mennesker, der valfarter mod toiletterne. Nogle er på vej i bad, for at vaske gårsdagens fest og fuldemandskys af sig, mens nogle er på vej op for at få sig en kop kaffe efter en nat og en morgen på campingområdet.

Sikkerhedsfolket, der er frivillige på pladsen, kan fortælle, at der i år er mange fra udlandet, både England, Skotland, Norge og Wales.

''Det er skønt at se, hvordan vores lille festival kan trække så mange nationaliteter til. Det skaber vækst i Odense, og det er jo skønt,'' siger én.

I en camp, lidt længere nede på den store græsplæne i indercirklen, holder tre unge mennesker fra Jylland til. Fyren er fra Aalborg, de to piger er fra Thyregod. Alle er de taget afsted for at se Billie Eilish, der var et af hovednavnene på Tinderbox i går.

Efter tre års overvejelser, kom de tre unge mennesker endelig med til Tinderbox. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach. 

''Det er en mega hyggelig og god festival. Det er også min første festival, så jeg har ikke så meget at sætte det op mod endnu,'' siger 18-årige Freja Eriksen.

''Men der måtte dog gerne være lidt mere gang i campingpladsen. Lidt mere fest i dagtimerne ville ikke gøre noget,” siger hun.

I nærheden holder fire sjællændere på over 40 år til. De har alle sammen med hver deres unikke relation til Fyn, hvilket også er årsagen til, at de nu er på Tinderbox for fjerde år i træk.

De festivalsgalde sjællændere har sat dagens playliste på, der bl.a. byder på Peter Sommer. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach. 

''Førhen var vi altid på Midtfyns Festival, og da den da den lukkede, begyndte vi at søge andre festivaler. Tinderbox rammer lidt den samme stemning for os. Så her kommer vi igen og igen,'' siger Gitte Nilson på 56.

De er enige om, at det er musikken, der har trukket de tidligere år. De er alle til rockbands som Foo Fighters, Scorpions, Rammstein og Magtens Korridor, og Betina Lange på 48 år ville gerne have haft mere af den slags musik på årets festival.

På spørgsmålet om, hvordan det er at være midaldrende på Tinderbox, griner de alle sammen og fortæller, at de faktisk på en eller anden måde er blevet tildelt forældrerollen af campingpladsens yngre klientel.

Blå himmel, brændvarm hud og kammeratskab. Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

''Det er os, de kommer til, når de skal have plastre eller spørge om noget praktisk," griner Gitte Wilson på 56.

''Men altså, vi er her jo på samme vilkår som dem, og vi er nok lige så lidt praktisk anlagte, som de er,'' siger hun.

Mændene i campen, Søren Andersen på 60 og Torben Drauschke på 48, griner med. Dejlige, hjertevarme grin, der kommer helt nede fra maven!