Med sin musik vil Timur inspirere odenseanerne til at følge deres drømme. Selv har han gjort drømmen til virkelighed ved at blive musiker.

Han har optrådt på Tinderbox og spillet på samtlige spillesteder i Odense. Derudover har han varmet scenen om for danske navne som Østkyst Hustlers, Kesi og Pede B.

Navnet er Timur. Den 27 – årige odenseaner har netop udgivet sangen ”Blinde”. Et nummer, som handler om at turde livet og stole på sig selv. For Timur er livet musik. Men han laver ikke bare musik for at lave musik.

- Jeg vil gerne inspirere folk i byen til at lave noget kunstnerisk. Det hele skal ikke altid gå op i kontorjobs og fodboldkampe. På den måde kan vi vise, at Odense også er en by, hvor man tør gå efter sine drømme, lyder det fra Timur.

Udover at følge sin drøm, som mange kalder en usikker fremtid, dyrker han karrieren væk fra musikkens mekka i København. Han bryder grænser med sine musikalske rødder, som er hiphop. Spørger man Timur selv, er det hele helt perfekt.

Timur har lavet en ny sang "Blinde", som ifølge rapperen er en kærlighedssang, der handler om tro på sig selv. 

Lokal entertainer med en mission

Lørdag den 18. juli spiller Timur på Kulturmaskinens nye festival Parasol. Når han indtager scenen, er han mere end en lokal entertainer.

-  Jeg vil gerne inspirere folk til at forfølge deres drømme.

Musikken er Timurs drøm. Han har gjort den til sin levevej, selvom det at være kunstner ikke er det sikreste job i Danmark.

-  Musikbranchen er skræmmende fleksibel. Man kan blive til noget i morgen og være glemt dagen efter. Derfor anses det ikke som et sikkert karrierevalg af mange.

Men sådan en karriereprognose stopper ham ikke.

- Det er dog absolut heller ikke af økonomiske årsager, jeg gør det. Hvis jeg gerne ville være rig, havde jeg valgt et andet erhverv. Men det er altså ikke umuligt, at leve af sin musik, siger han og fortsætter

-  Jeg har fundet noget, der fuldender mig og gør mig glad. Man skal sgu da ikke bare have et job, der er okay. Men skal da brænde for sit job, og det skal gøre én herreglad. Så kan det godt være, at det er svære kår. Men i det store hele er det guld værd.

Udover at have udgivet 3 plader arbejder han også som fast studieteknikker i studiet TSA Records i Nørregade. Her har han hjulpet musikere som Binzer, Futte Fynbo og Jøden med at indspille musik.

Ved siden af arbejdet studerer han Elektronisk Musik & Lydkunst på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.

Men selvom karrierevalget for længst er besluttet, møder Timur alligevel rynkede bryn, når han fortæller, at han er musiker.

-  Jeg får ofte kommentaren, at det er noget, jeg hygger mig med i fritiden. Folk tænker ikke på musik som et arbejde. Men for mig er det at være musiker ligesom en tømrer, der laver tømrerarbejde, lyder det fra Timur, der fortæller, at han skrev sine første tekster som 15 – årig efter at have taget en promillebetynget beslutning sammen med sin ven.

Suspekt-papegøje med mikrofonsok

Efter en våd gymnasiefest på Faaborg Gymnasium lå Timur på en sofa sammen med en ven i Faaborg. Mens promillerne susede rundt i årerne på de to gymnasiekammerater, fik de en idé.

-  Vi vil begynde at lave rapmusik. Men vi havde ingen idé om, hvordan man skulle rappe. Så vi satte Suspekt-pladen ” Ingen Slukker The Stars” på. Vi hørte det til, vi kunne sangene udenad. Vi lærte at rappe ved at rappe efter dem, forklarer Timur.

Vennen opgav musikken. Men Timur fortsatte. Han byggede et alternativt musikstudie på teenageværelset.

-  Jeg skubbede en madras op i mod væggen. Nedover madrassen hang mikrofonen, som var pakket ind i en sok, siger Timur med et grin.

Selvom studiet lyder som en halv-komisk løsning, havde Timur ambitioner. Timur er opvokset i en musikalsk familie nær hippielandsbyen Hesbjerg, hvor musikken altid har fløjet om ørene på ham. Familien spillede i bands og skrev sange. Men musikken blev kun ved hyggen.

-  Det har altid frustreret mig, at der har været så meget musik omkring mig, som ikke er blevet til noget. Det har simpelthen manglet det sidste skub for at få det udover scenen, siger Timur.

Timur kastede sig over hiphoppen. En genre, som forpligter.

- Der er en police i hiphop, som hedder, at man ikke er ægte, hvis man laver noget, som er mere mainstream. Der gik mange år, hvor jeg var bange for at udvikle mig, fortæller han.

Efter et par hiphop-udgivelser valgte Timur at trodse de uskrevne regler med et poppet twist.

-  Jeg tænkte, hvad fanden er det for noget at have en regel om, hvad man må og ikke må, når det er musik. Det er noget smagsdommeri, som jeg er uenig i. Man skal ikke bremse et udtryk, hvis man føler, at man bliver drevet i en retning, forklarer han.

Og den nye retning, hvor han krydrer hiphop med pop, har drevet ham til landsdækkende festivalscener som Tinderbox.

Karisma og glæde var ordene fra Tinderbox pressechef, John Fogde, da juryen besluttede, at Timur skulle optræde på Tinderbox. Han vandt Tinderbox Tinderbox Band Battle, hvor upcoming bands med relation til Fyn for mulighed for at spille på Tinderbox.

Laver kontrasterne i Odense

Når det kommer til musik, er København et mekka. De store pladeselskaber som Universal og Sony ligger i hovedstaden, mens musikbranchens vigtige personer bor tæt på hinanden. Men Timur har ikke planer om at flytte fra Odense.

- Jeg har jo det hele her, lyder det fra Timur, der fortæller, at han driver musikkarrieren selv uafhængig af et pladeselskab.

Lige nu arbejder Timur på sit debutalbum. En plade, som ifølge rapperen selv fucker med kontrasterne. Hos Timur kan en sørgelig tekst nemlig sagtens have et festligt beat.

-  Mange mennesker hører musik med kroppen. De danser til det uden at have forstået et eneste ord af sangen, siger han og fortsætter

-  Musik er et sprog, som alle mennesker forstår. Det er et sprog af følelser, som kan ændre en stemning. Musikken bliver soundtracket til det sted du er. Det kan ændre vores virkelighed, så man havner i en bestemt stemning.

Når Timur skriver sange handler de ofte om at tro på sig selv. For som han siger

- Når jeg skal synge det på en scene igen og igen, så skal det være positivt.

Udover at singlen Blinde er ude på alle streamingstjenester, hvor den blandt andet er landet på Spotify’s New Music Fridays playliste, spiller Timur til festivalen Parasol på Kulturmaskinen.

Timur logoet består af Timur i flere positioner.