Det københavnske pladeselskab Konkylie Recordings har valgt Odense som rammen om sin første label night nogensinde, fordi ejerne vil have Odense op i gear som musikby.

De er fra Odense begge to, men flyttede til København for fem år siden, fordi de savnede et miljø at udfolde sig i både som musikere og som pladeselskab.

Med guitarflader, trommemaskiner og ødelagte synthesizere spiller Uden Ord dreampop i et poetisk tekstunivers, der indrammer både ensomhed, afmagt og romantiske drømme. PR-foto.

”Vi er sindssygt glade for Odense, men syntes, byen var gået i stå på musikfronten. Nu håber vi, at vores arrangement kan være med til at få vakt byen til live igen,” siger Mathis Schmidt, som sammen med Malte Behrens driver det lille uafhængige pladeselskab Konkylie Recordings.

Fredag aften spiller to af selskabets navne, Uden Ord og Afskum, live på Momentum, mens en tredje gruppe, First Flush, giver et langt DJ-set. Mellem koncerterne spiller de to medlemmer af Røde Himmel, Kå & Dall.

Afskum består af Prince Askar, som ikke tror på mainstreamkulturens råd om at danse bekymringerne væk, men insisterer på, at det ikke altid er smukt at være ung. PR-foto.

”Det kan lyde alvorligt, men vi føler et ansvar for Odense. Mange af vores venner i det københavnske musikmiljø er fra Odense, så vi skylder byen noget, selv om en enkelt label night ikke flytter de store bjerge,” siger Mathis Askebjerg Schmidt, som håber, at både musikelskere, musikere, bookere og pladeselskabsfolk vil møde op på fredag.

”Konkylie præsenterer skæve artister med et stort kunstnerisk potential, men som ikke har et direkte kommercielt sigte. Ved at præsentere dem sammen på en label night håber vi, at de får en større gennemslagskraft,” siger Mathis Schmidt, som er uddannet både antropolog og cand.merc. på SDU og nu er marketingteamleder på Roskilde Festival.

First Flush, der også har fynske rødder, spiller indierock med masser af akustiske instrumenter og rigeligt med autotune. PR-foto.