75-årige Peter Thomsen har i 13 år brugt sin egen lejlighed på Filosofgangen til galleri, hvor han seks gange årligt afholder udstillinger med op til 80 værker og ellers holder åbent døgnet rundt året rundt.

”Der er mange fordele ved at drive galleri herhjemme. Jeg slipper for at sidde i et galleri og vente på, der kommer kunder. Her ringer folk bare i forvejen eller trykker på dørtelefonen, så åbner jeg,” siger Peter Thomsen, som bor i en lejlighed på 175 kvadratmeter på Filosofgangen, hvor kun soveværelset og badeværelset er helt private.

På Galleri5000's hjemmeside er åbningstiderne angivet: 'Åbent alle ugens dage - hele døgnet - efter aftale.

Den tidligere reklamemand råder over 2300 værker, hvoraf en del er hans egne, mens resten er i kommission.

”Når jeg ikke behøver at sidde og vente på kunderne, kan jeg i stedet tage ud og besøge de mange kunstnere, som jeg samarbejder med. Det kan jeg godt lide, og det kan kunstnerne også godt lide,” siger Peter Thomsen, som også oprettede en kombineret hjemmeside og webshop, da han åbnede sit galleri i 2006.

Peter Thomsen har handlet med snart 83-årige Poul Janus Ipsen i mange år. Her hans værk 'Bogø Betragteren' fra 2011 til kr. 45.000.

”Det er paradoksalt, for jeg er ikke så kvik til alt det digitale. Men mine kunder elsker, at de kan gå ind og se alle værkerne og priserne, inden de kommer ned i galleriet,” siger Peter Thomsen, som dog ikke bryder sig om at sælge sin kunst udelukkende via nettet.

”Jeg foretrækker, at folk kommer her og ser kunsten, inden de køber. Og jeg vil aller helst have lov til at hænge værkerne op hjemme hos dem selv, for det giver de mest tilfredse kunder,” siger Peter Thomsen, der allerede som barn blev interesseret i kunst og købte sine første malerier som 16-årig.

Peter Thomsen skifter sin udstillinger derhjemme i lejligheden løbende. I disse dage piller han en udstilling med Poul Janus Ipsen ned og sætter en ny op med Anne Tholstrup, Birgitte Lykke Madsen og Helle Scheffmann.

”Min mor var sekretær og havde en beskeden løn, men lagde alligevel penge til side hver måned, så hun kunne købe kunst på afbetaling. Da jeg selv kom i lære, begyndte jeg også at lægge penge til side og købe kunst på afbetaling,” siger Peter Thomsen, der har haft kunsten som en følgesvend gennem hele livet ved siden af sin karriere indenfor reklame og marketing.

”Jeg kan ikke forklare med ord, hvad kunsten gør ved mig. Men når noget fanger min interesse, skal jeg bare have det, også selv om jeg skal låne til det,” siger Peter Thomsen, som tidligere havde svært ved at sælge ud af sin samling.

Poul Janus Ipsens værk 'Efter Jagten II', som han har malet i år, kan købes for kr. 24.000.

”Jeg havde bundet megen energi i mine malerier. Men på et tidspunkt var jeg nødt til at sælge ud, og siden har det ikke rørt mig. Alt er til salg, hvis der kommer en køber. I dag er det nærmest en befrielse, når et værk flyver ud til nogle nye ejere,” siger Peter Thomsen, som takker kunsten for, at han i en alder af 75 år er sund og rask og ikke har brug for piller eller anden medicin.

”Kunsten er min medicin. Hvis jeg en dag er trist, og det hele føles lidt mørkt, så kører jeg bare ud på Johannes Larsen Museet, ned på Faaborg Museum eller ud på Clay i Middelfart, så kommer jeg i godt humør,” siger galleristen.

Selv om Peter Thomsen har arbejdet med reklame og marketing hele sine aktive erhvervskarriere, har kunsten altid ligget hans hjerte nært.

”Jeg glæder mig over, at nogen vil lave noget godt kunst. Jeg elsker at se på noget, som nogen gerne vil sige noget med. Jeg nyder deres energi og de intentioner, der ligger bagved,” siger Peter Thomsen.

De seneste fem år har han også stået for kunsten i Cafébiografens Kunstsalon, og i 2018 indgik han et samarbejde med Michael Ahlefeldt fra Egeskov Slot om oprettelsen af Egeskov Skulpturpark, hvor de for tiden udstiller 32 skulpturer.