32 årige Pauline Fredskilde er sådan set ligeglad med, om piger vælger naturvidenskabelige uddannelser eller ej. Men de skal vide, at teknologien også har noget at byde på til dem.

På lørdag inviterer Pauline igen piger mellem 7 og 13 år til at lave smykker på hendes 3D-printer, hygge sig og lege med teknologi.

”Pigerne skal have det trygt og sjovt, mens de leger med teknologi. Det kan lyde banalt, men piger mangler steder, hvor de kan få lov til at beskæftige sig med teknologi på deres helt egne præmisser,” siger Pauline Fredskilde, som er uddannet lærer og oveni har taget en cand. it i IT Product Design.

Det kan se legende let ud at lave et plasticsmykke på en 3D-printer, men det er en kompliceret proces, som pigerne får hånd om: Først skal de tegne smykket i hånden, tage et billede, sende det til en computer, konvertere det til en SVG-vektorfil, lægge den op i Tinkercad og sende den som STL til Cura, inden printeren kan lave smykket.

”Samtidig er det vigtigt, de møder voksne piger som mig, der er trygge ved teknologi og kan fungere som rollemodeller for dem. Alt for ofte bliver teknologiundervisningen varetaget at nogle seje far-typer, som er gode til at kode og lave dimser, der har en praktisk funktion,” siger hun.

”Det er min erfaring, at mange piger hellere vil bruge teknologien til at tegne, male og skabe med. På lørdag laver vi dybest set bare et krea-værksted, hvor teknologien spiller en central rolle,” siger Pauline Fredskilde.

Hun arbejder til daglig som videnskabelig assistent på SDU, hvor hun forsker i Computational Thinking-didaktik, som er læren om at skabe og løse problemer med teknologi.

På lørdag optræder hun som teamleder for DigiPippi, der er en landsdækkende forening, som har til formål på pigernes præmisser at udligne kønskløften inden for it, teknologi og digitalisering.

”Vi må erkende, at techbranchen mangler humanister, hvis vi skal fortsætte den positive udvikling og være i stand til at løse for eksempel klima- og miljøproblemer med teknologi. Jeg siger ikke, at det kun er kvinder, der kan hjælpe med de humanistiske vinkler. Men det kan kvinder også hjælpe med,” siger Pauline Fredskilde.

Hun understreger, at det kan være vanskeligt at generalisere, for lige som der er forskel på drenge og piger, så er der også forskel på piger og piger – og på drenge og drenge.

”Jeg har altid selv været glad for dimser og computere. Men det er nok fordi, jeg blev introduceret til it på en måde, hvor jeg aldrig nåede at tænke over, om det var en drenge- eller pigeting,” siger Pauline Fredskilde, som blev præsenteret for gadgets, bipbip-spil og senere computere af en god bekendt til sine forældre.

”Jeg håber, jeg kan være den rollemodel, som pigerne vil spejle sig i, så de kan blive trygge og interesserede i teknologi på deres egne betingelser og i deres eget tempo. På den måde bliver de myndiggjort digitalt, så de kan vælge og fravælge på et kvalificeret grundlag. Jeg er ligeglad med, om de ender med at vælge en naturvidenskabelig uddannelse eller ej,” siger hun.

DigiPippi-arrangementet på lørdag foregår hos Esoft og er det femte i Odense i løbet af foråret. Flere gange har der været udsolgt til workshoppen og nødvendigt at oprette venteliste forud for arrangementerne.

Læs mere op DigiPippi her.