#Otownerdit er et indlæg på Otown.dk, hvor vi bliver klogere på Odenses mest spændende personligheder. Vi hører deres holdninger til byen, når de færdiggør sætninger om byens bedste og værste sider.

Denne uges personlighed er: Rasmus Rudbæk

Han er rapper, DJ, underviser, pladeselskabsejer, festivalarrangør, eventmager og meget mere. Navnet er Rasmus Rudbæk. Han er aliasset bag det fynske rap- og satireprojekt Futte Fynbo, der står bag hits som ”FLAD UD FYNBO” og ”Remoulade”. Udover at udgive musik, så er den 25- årige odenseaner medejer af pladeselskabet Rå Records såvel som endagsfestivalen Bas Under Byens Bro. Derudover laver han et hav af events på Storms Pakhus. Ifølge Rasmus vil han gøre alt for, at folk ikke flytter fra byen.

Mit yndlingssted i Odense er en bred vifte af seværdigheder. Der er så mange fantastiske steder i Odense, at jeg har svært ved at fremhæve ét sted som mit yndlingssted. Jeg holder for eksempel meget af byens beværtninger, på Bill's Pub 47 og Tingstedet går man sjældent galt i byen. Derudover holder jeg meget af at gå langs Odense Å. Det er, efter min mening, både én af byens smukkeste attraktioner og et yderst oplagt sted at pleje tømmermændene efter en nat i værtshusenes tunge røgskyer. Odense Stadion, Boogies og Kansas City fortjener naturligvis også hæderlig omtale.

Jeg bor i Odense, fordi jeg er født og opvokset i byen og føler, at den har været med til at forme mig som et selvstændigt menneske. Jeg synes desværre, at jeg med alt for jævne mellemrum ser store personligheder forlade Odense til fordel for specielt Hovedstaden, og det synes jeg er ekstremt ærgerligt for byens udvikling. For mig er det blevet lidt en principsag at blive i Odense og gøre mit for, at byen fremover er et attraktivt sted at bo.

Det bedste, der er sket i Odense er Storms Pakhus. Det mener jeg ikke kun, fordi jeg har et personligt forhold til stedet qua mit arbejde, men fordi jeg kan se, hvor meget liv det har givet til byen at have et samlingssted som Storms Pakhus. Her er der plads til alle, og at man har formået at samle smagsoplevelser fra hele verden, events i alle afskygninger og tilmed kan bryste sig af at være odenseanernes (officielt) foretrukne gå-i-byen sted, fortjener min dybeste respekt. Pakhusets succes vidner om, at byen har hungret efter noget nyt og spændende, og jeg er meget stolt af at være en del af det.

Det værste, der er sket i Odense er den stadig herskende Odensementalitet som stadig lever i bedste velgående blandt dele af befolkningen. Hvis vi vil positionere os som en storby, er vi simpelthen nødt til at turde at tage ja-hatten på og ty til handling. Ellers bliver drømmene og visionerne kun ved snakken.

Det mærkeligste, jeg har oplevet i Odense var, at der i løbet af de seneste tre måneder ikke er åbnet en ny burgerbar. Det er mig en gåde uden lige.

Det der kendetegner en (gængs) odenseaner, er typisk en nej-hat solidt plantet på hovedet. Vi skal turde tænke større, vildere, sjovere og skørere!

Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg satse hårdt og korporligt på kulturen. Hvis byen skal træde ud af den skygge, som vi i mange år har stået i fra Aarhus og København, er vi nødt til at finde noget at være fælles om og som definerer os som folk. Her mener jeg, at vi som borgere må være med til at danne de bedste rammer for tiltag, som gør det attraktivt for arrangementer, musikere, sportsudøvere og andre at søge mod Odense. Det kræver, at vi først og fremmest står sammen. For mig er en tur på stadion ikke blot en fodboldkamp, det er en hyldest til vores fælles kulturarv, som er med til at definere os som et folk.