#Otownerdit er et indlæg på Otown.dk, hvor vi bliver klogere på Odenses mest spændende personligheder. Vi hører deres holdninger til byen, når de færdiggør sætninger om byens bedste og værste sider.

Denne uges personlighed er: Sara Ekknud Windell

Hun driver Odenses 138 år gamle dyrskue, hjælper udsatte børnefamilier og elsker Odense. Navnet er Sara Ekknud Windell. Hun er dyrskuechef og formand for Red Barnet Odense. Tidligere har hun arbejdet som kulturchef i Odeon.

I en covid19- tid præget af aflysninger og nedlukninger er Sara kendt for at tænke nyt, alternativt og digitalt.

Da Det Fynske Dyrskue blev aflyst for at undgå smittespredning af coronavirus, tryllede hun dyrskuet om til en digital oplevelse. Derudover vandt hun sammen de andre frivillige i Red Barnet Odense Ildsjæleprisen 2020 fra Odense Kommune. Det gjorde foreningen, fordi de var hurtige til at omstille sig under coronanedlukningen i foråret, så de kunne hjælpe sårbare og udsatte familier og børn på nye måder. Her var Red Barnet Odense bl.a. ude med julehjælp og krea-pakker til familierne.

Det er fjorten år siden, at Sara flyttede ind i en 1- værelses lejlighed ved Odense Havn. Hun er født i Roskilde - men er opvokset i Slagelse. Hun var derfor stensikker på, at hun skulle hjem til Sjælland efter at have læst journalistik og International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet. Men Sara blev i Odense bl.a. fordi, hun elsker byens liv og udvikling.

I dag er hun gift med Søren Windell, der udover at være rådmand i Ældre og Handicapforvaltningen i Odense Kommune også er politisk leder af Det Konservative Folkeparti i Odense. Udover at Sara dyrker pilates hos Hollÿ’s Pilates, er hun storforbruger af byens mange tilbud.

Mit yndlingssted i Odense er der, hvor jeg bor i Klaregade. Jeg synes, at den gade emmer af alt det bedste ved Odense: Gamle smukke bygninger, hygge og god stemning, og så er der bare så meget liv der og i gaderne omkring.

Det bedste, der er sket i Odense er udviklingen – eller tiden, om man vil.       Jeg kan huske det første år, hvor jeg arbejdede i ODEON tilbage i år 2015. Her svarede jeg godt nok på mange negative læserbreve i Fyens Stiftstidende og hørte mange kommentarer om, hvor dumt det hele var. Mange kunne slet ikke se, at der i Odense var behov for et nyt kulturhus eller for den sags skyld at lukke Thomas B. Thriges Gade.

Men som tiden gik, og vi fik åbnet det hus, så ændrede det sig. De sidste år, hvor jeg arbejdede i ODEON, der tror jeg faktisk ikke, at jeg svarede på et eneste negativt læserbrev om huset, behovet eller gaden.

Byen ændrede sig, og fik en anden selvtillid, synes jeg. Det var så vildt at være tilskuer til – og jeg har bare været så heldig at være det fra første parket i ODEON. Jeg vil aldrig glemme de aftener i ODEON, hvor der bare kom så mange mennesker til kor, sang eller bare til fællesspisning med os. Det tror jeg ikke, at der var mange, som troede var muligt, da vi begyndte rejsen.

Det værste, der er sket i Odense gider jeg ikke at tale om. Det har denne by ikke fortjent. Vi skal tale hinanden op og spille vores by god. Særligt i en tid, hvor alle vores restauranter, kulturtid og alt det andet fantastiske i vores by er lukket ned.

Det mærkeligste, jeg har oplevet i Odense var en fantastisk oplevelse med Cirkus Dynamo. Det var en aften, hvor vi gik hjemmefra, fordi vi havde læst i avisen, at der ville være cirkus ved den gamle bane. Vi drejede ind på en totalt øde plads ved Rugårdsvej med et stort spørgsmål, om hvad pokker, vi var på vej til. Jeg havde ingen store forventninger og slet ikke, da jeg gik der en kold aften og bare så på en gammel plads, hvor der ingenting var.

Men midt i ingenting, så var der pludselig det fineste sted med lys, stemning og oplevelser. Den aften, som Cirkus Dynamo havde lavet var helt vildt fantastisk.

Det kendetegner en odenseaner, at de er de sødeste mennesker. Der er noget helt specielt ved fynboer generelt, synes jeg. De smiler, snakker og hilser på. Det er ikke ret mange dage siden, at jeg fortalte en gammel bekendt, som jeg pludseligt mødte på gaden, der netop spurgte mig, hvad der var så specielt ved byen. Der svarede jeg: Folk er så søde. Og det synes jeg virkelig.

Jeg er jo så heldig også at mærke det i mit virke for Red Barnet, hvor jeg prøver at gøre mit lille bidrag til at gøre verden og vores by til et lidt bedre sted. Alle vil jo hjælpe os. Jeg kan særligt huske i foråret, da vi var ude og samle ting til vores udsatte børn i byen, og alle ville jo hjælpe. Selv de små butikker, som selv havde rigeligt at slås med, ville hjælpe.

Jeg bliver så glad og stolt over vores by, når store og små virksomheder vil give os et bidrag til, at de her børn f.eks. nu her modtager julehjælp og gaver.

Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg meget hurtigt bede en anden om at være det. Jeg skal ikke være borgmester – det har jeg ingen drømme om. Men hvis jeg var det i 24 timer, så ville jeg invitere alle de mange mennesker, som hver dag arrangerer koncerter, events, middage, restauratører og andre kreative væsner på et glas bobler og udbringe en skål for, hvor fantastisk, at de er med til at gøre vores by. Sige dem en stor tak.

Og så ville jeg invitere alle byens udsatte børn på besøg. Jeg ville give hvert enkelt af dem et stort kram, høre deres historier og spørge, hvad jeg kunne gøre for at hjælpe dem.