#Otownerdit er et indlæg på Otown.dk, hvor vi bliver klogere på Odenses mest spændende personligheder. Vi hører deres holdninger til byen, når de færdiggør sætninger om byens bedste og værste sider.

Denne uges personlighed er: Benjamin Rosendal Mosskov

Benjamin Mosskov er medejer af Restaurant Bgær, hvor han giver traditionelle danske retter et ansigtsløft med alt fra ærtestøv til forskellige slags chips. Udover at modernisere momorretterne i Bgær, elsker Benjamin byens udvikling.

Jeg bor i Odense, fordi jeg gjorde en pige gravid her. Jeg er oprindelig aalborgenser.

Mine yndlingssteder i Odense er nok Skovsøen og Bolbro Svømmehal. Stederne bliver flittigt benyttet sammen med børnene. Derudover løber jeg Langesøstien alene eller sammen med børnene.

Det bedste der er sket i Odense er letbanen og alt byggeriet,  som jeg er stor fan af. Jeg synes, at Odense trængte til et mere moderne strejf.

Det værste, der er sket i Odense var da Bazar Fyn lukkede. Men så kommer vi bare mere på Vollsmose Torv.

Det mærkeligste, jeg har oplevet i Odense må være ham den dejlige gademusikant, der kun kan to sange på harmonika. Den ene er Despacito. Og uanset hvor jeg går hen, så er han der. Det nærmer sig et polititilhold. Derudover er jeg blevet kørt ned to gange på Rugårdsvej eller highway 666, som jeg nu kalder den.

Det kendetegner en odenseaner, at en odenseaner er en Albani- og brunsvigerglad syngende fyr med overskæg og kedeldragt. Eller også er jeg blændet af lige at have set Polle Fiction

Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg sørge for man ikke skulle trykke for at opnå grøn mand i fodgængerfeltet. Det er så irriterende at stå der og have glemt at trykke og så skulle springes over en omgang.