De næste to måneder er skuespilleren Olaf Johannessen både satans kynisk og dansende naiv.

”Budskabet er, at selv når vi møder krig og kulde, skal vi bevare håbet og kærligheden. Vi må ikke lukke os om os selv, men skal holde fast i menneskeligheden,” siger den 57-årige skuespiller.

Olaf Johannessen spiller den jødiske barber, som får hukommelsestab og vågner op 20 år senere i et langt mere fjendtligt og kynisk samfund. Foto: Nørrebro Teater/Büro Jantzen

Fra i aften og frem til midt i juni spiller Olaf Johannessen hovedrollen som både den jødiske barber og diktatoren Hynkel 30 gange på Odense Teater. Det foregår i stykket 'Diktatoren', som er en dramatisering af Charlie Chaplins film 'The Great Dictator' fra 1940.

Baggrunden for filmen var Hitlers tyske skrækregime, som i tiden op til filmens premiere i oktober 1940 endnu var i sin indledende fase. Men trods det alvorlige emne er stykket ifølge Olaf Johannesen 'skide sjovt'.

Diktatoren Hynkel leger med en ballon, som symboliserer den verden, han gerne vil regere over. Foto: Odense Teater/Emilia Therese.

”Og det er helt bevidst. Humor kan åbne mennesker, så de gennem latteren bliver modtagelige for alvor. Efter min mening har al god komik en mening, og det gælder i høj grad også 'Diktatoren',” siger Olaf Johannesen om stykket, som har haft en instruktør med speciale i slapstick tilknyttet.

Det er hans gamle klassekammerat fra Odense Teaters skuespillerskole i 1980'erne, Nikolaj Cederholm, som først på Nørrebro Teater og nu i Odense har transformeret den gamle film til teater.

”På mange måder har processen været en kamikazeaktion. Vi havde oprindeligt kun seks ugers forberedelse til at lave en meget kendt film om til teater med skuespil, dans og humor,” siger OlafJohannessen.

57-årige Olaf Johannessen lover drama, som både er skide sjovt, alvorligt og udfordrende. Foto: Odense Teater.

Men han  er stolt over resultatet, ikke mindst fordi det er lykkedes at tilføre fortællingen noget nyt.

”I filmen holder diktatoren blandt andet en helt uforståelig tale på volapyk. Nikolaj Cederholm har skrevet en ny tale, som er baseret på research af Hitlers taler. Han har insisteret på at finde ud af, hvordan Hitler ved at blande det forfærdelige med det fornuftige kunne forføre så mange med sine ord,” siger Olaf Johannessen om stykket, som Nørrebro Teater nåede at opføre 50 gange for at efterkomme efterspørgslen.