#Odenseerdit er et indlæg på Otown.dk, hvor vi bliver klogere på Odenses mest spændende personligheder. Vi hører deres holdninger til byen, når de færdiggør sætninger om byens bedste og værste sider.

Denne uges personlighed er: Martin Bødker fra Storms Pakhus

MARTIN BØDKER: For 3 år siden åbnede Martin Bødker Storms Pakhus, som er et madmekka på Odense Havn med forskellige streetfood-boder samt et hav af events for store og små.

Udover at Martin er direktør for Storm Pakhus, så er den 35-årige direktør også partner i den odenseanske restaurationskoncern Bargroup. Koncernen står bag odenseanske værtshuse som Viggos og Lørups, natklubber som Blomsten & Bien og Den Brølende And, restauranten Klosterkroen mm. Derudover udlejer koncernen også bartendere og barløsninger til firmafester og privatfester fx. Tiki-bar, G&T bar, Cocktailbar mm.

Jeg bor i Odense, fordi... byen har den perfekte størrelse for mig. Den er lille nok til, at man hilser på folk i gågaden. Men den er også stor nok til, at der stadigvæk sker en masse nyt.

Mit yndlingssted i Odense er...  vores lille restaurant Klosterkroen. Amanda vores restaurantchef er simpelthen en fremragende vært, og gæster som kommer derinde får en fantastisk service og god mad.

Det bedste, der er sket i Odense er…Storms Pakhus. Hvis jeg ikke skal være farvet af egne butikker, så er det bare mega fedt, at Odense er blevet kendt for sine robotvirksomheder. Det tror jeg, at vi som by får meget ud af over de næste mange år, hvis vi kan beholde jobbene i byen.

Det værste, der er sket i Odense er…at man splitter  byen op i to, så folk vælger enten Rosengårdscentret eller centrum. Det er enormt vigtigt, at centrum bliver den pulserende nerve i byen, hvis folk skal bruge byen bedst muligt. Så alle de byer eksempelvis Odense og Kolding, som har valgt at placere de store centre udenfor centrum, er et rigtig ærgerligt valg, hvorimod Aalborg og Århus forbinder byen i gåafstand med centrene.

Det mærkeligste, jeg har oplevet i Odense er,… at de forretninger, som er blevet berørt af letbanebyggeriet, ikke har fået mere hjælp af kommunen, når nu man bygger noget, der har haft så drastisk en indvirkning på deres forretning. Kommuner har det med at tænke meget meget langsigtet, mens en forretningsdrivende prøver at drive forretning i nuet.

Det kendetegner en odenseaner,…at man er stolt af stedet, hvor man kommer fra.  Nu kommer jeg oprindeligt selv fra Roskilde. Men jeg har boet på Fyn de sidste 15 år. Hvis jeg sammenligner de to steder, så er fynboer generelt stolte over at komme fra fyn og de mange gode initiativer, som der sker på Fyn. Der er en samhørighed og sammenhold, som får Fyn og Odense til at være stærk.

Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg… altså jeg synes faktisk, at Peter Rahbæk har gjort det rigtig fint, og har fået brandet Odense rigtig godt (på trods af en coronafest og salget af Fjernvarme Fyn). Men hvis det var mig, så ville jeg:

  1. styrke Odense centrum – man bliver så ærgerlig over de mange tommer lokaler, når man går i gågaden. Det SKAL der findes en løsning på.
  2. drive kommunen som en virksomhed. Hos os vender vi hver en krone, for at tænke optimering, udvikling og vækst, uden det går på kompromis med vores      ansatte. Der synes jeg, at kommuner generelt ikke bliver drevet.