Af Jane Thoning Callesen

”Odense har i årevis ligget hen som ham din kammerat, der ryger lidt for mange fede. Hyggelig og tung i røven”.

Sådan indledte en journalist på dagbladet Politiken i 2014 en feature om Odense. Det var en fremragende artikel. Velskrevet, kritisk og med velfortjente svirp, som gjorde indtryk på mig, måske fordi skribenten indfangede den fornemmelse, jeg selv havde haft af byen som ung tilflytter i 00’erne.

Fornemmelsen af at tage bybussen ud til en øde mark, hvor universitetet lå placeret. Oplevelsen af, at der ikke rigtigt var noget at tage sig til i weekenderne. ”What the fuck”-følelsen, da planerne om et vandkulturhus ved havnen blev droppet. Det bidrog alt sammen til billedet af en by, der havde givet op, godt hjulpet på vej af fabrikslukninger og finanskrise.

Yep, der var gået O’ense i Odense, og mine venner i Aarhus og København kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde valgt at plante mig i den fynske hovedstad. Til tider forstod jeg det heller ikke selv.

Men så skete der noget. Eller nogen fik noget til at ske. Og når jeg i dag ser tilbage, er det svært at sætte fingeren på, hvad der definerede skredet, og hvornår det var, Odense blev cool. For det blev den.

Foto: Tinderbox/Morten Rygaard.

Var det da politikerne blev enige om at lukke midtbyen og bygge letbanen? Var det Havnebadet, der fik folk til at stoppe op? Tinderbox eller roboteventyret? Magiske Dage, Cortex Park eller esportsfinalerne? Eller var det initiativer som Storms Pakhus, Odense Sommerrevy, DOK5000 og Ugeavisens Best of Odense-pris?

Eksemplerne står i kø, og de vidner om mod, visioner og vilje til at turde satse. Investeringerne er synlige, når man spadserer i byen og snubler over endnu en byggeafskærmning, men mest af alt kan de mærkes på bystoltheden.

Odense har kastet dødvægten over bord og er ikke længere tung i røven. I dag er byen klassens cool kid. Ham med læderjakken og de fede sneakers, som de andre gerne vil ligne. Det gør mig glad.

Tænk, at vi på få år har fået streetfoodområder, en musikfestival i verdensklasse, et havnebad og en byomdannelse. Tænk, at der er liv i gågadens vinbarer en hverdagsaften i regnvejr. Tænk at alt dette er dit, mit og vores, fordi nogen turde gå forrest, selv da det så sortest ud.

Jane Thoning Callesen er 35 år, journalist og chefkonsulent på Odense Rådhus. Hun bor ved OB’s træningsanlæg i Ådalen med sine tre livlige børn og enlige dovne chihuahua. Foto: Anne Kring.

Hvis Odenses transformation var en film, ville den helt sikkert blive Oscar-nomineret, og rulleteksterne ville vise mange navne. For udviklingen er ikke skabt af én politiker, én investor eller én iværksætter. Bolden har rullet, fordi mange spillere – fra forskellige hold - har været villige til at skubbe den fremad, mens byens borgere har heppet fra sidelinjen.

Den udvikling skal vi værne om. Både ved fortsat at tale Odense op, nyde udviklingen og støtte nye initiativer, men også ved at stå sammen og passe på hinanden, når der af og til kommer et skud eller to tilbage. For eksempel hvis nødvendige omprioriteringer medfører millionbesparelser på nogle af de ting, vi holder af.

Odense surfer på en bølge af god energi, og når jeg om tre uger står på champagnetrappen på Tinderbox med solbriller i håret, vil jeg skyde en selfie og sende den til Politikens journalist – altså ham fra 2014. ”Odense er cool”, vil jeg skrive til ham. ”Kom selv forbi og se”.

Foto: Tinderbox.