Torsdagens Tinderbox bød på nænsom kvinderock, norsk pop og et amerikansk vidunderbarn, som ikke trængte igennem.

Det er mit første år på Tinderbox nogensinde, og den første koncert, jeg skal opleve, er med trioen Karenina fra Odense.  Jeg træder ind i et halvlummert og halvtomt telt, hvor jeg får sneget op foran, så jeg kan gribe i det sommerlune stålhegn.

Bandet, der vandt Tinderbox Band Battle 2019, bliver præsenteret af en mand, kendt fra TV, som ingen husker navnet på. Publikum småsnakker, og griner lidt af værtens anekdoter, mens spændingen fylder teltet.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

Ind kommer to unge mænd, der prøver at holde masken, mens de smiler gævt til hinanden. De gør sig klar, griber instrumenterne, og idet lyset sænker sig mod scenen, træder Anna Halkjær ind. Iklædt en spraglet kimono og med sit krøllede, regelløse hår smiler hun skævt til publikum og kigger mod sine to kompagnoner.

Halkjærs fine, men sikre stemme fylder teltet med melankoli. Bassen ligger som et sekundært hjerte og banker i takt med pigebeatet i mit bryst.  Der er så småt begyndt at komme mennesker til nu. Alle smiler, er gyldne af en fin forsommerglød og med en kold Tuborg i hånden. Publikum holder vejret et øjeblik, og mens omkvædet introducerer sig selv, åndes der kollektivt op.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

Vi er vidne til en følelsesmæssig forløsning. Det er smukt, sårbart, ærligt og helt ligetil. Anna Halkjær er selvsikker, stadig enormt ydmyg og ægte charmerende. Det er som at se et lille barn lege med sine aller bedste venner et hemmeligt sted, kun de tre virkelig kender til.

Kareninas musik drager mig tilbage til kærestesorger, uendeligt lange nætter i byen, og jeg bliver ufrivilligt mindet om min egen kvindelige sårbarhed, da sangene tillader mig at føle noget. Jeg mærker, følelserne lege rundt i mit bryst. Sangene henter sin inspiration, antager jeg, fra sangerindens egne oplevelser. Hun formår fint og hudløst at genskabe de følelser, vi alle nok kan genkalde fra livet- skuffelse, håb, inderlighed, glæde og kærlighed!

Selvom bandet er forholdsvis nyt på den danske musikscene, udstråler de, at 'her hører vi til, her er vi kommet for at blive'. Jeg er fan af den odenseanske trio, og jeg glæder mig uendeligt til at høre mere fra dem i fremtiden!

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

På Rød Scene dukker 17-årige Billie Eilish op. Det amerikanske 'wonderchild' går på og leverer kæmpehittet 'Bad Guy'. Hundredvis af drenge og piger hviner, og en bølge af ung elektricitet ledes ned gennem masserne.

Jeg har placeret mig bagest i vælten af fans og håbefulde gæster, nok mest for at kunne opleve reaktionerne på afstand. Det er vildt, og Billie Eilish har total kontrol over sine fans. Under et af de første numre glemmer sangerinden et par af ordene til teksten. Det er hurtigt tilgivet og glemt af den store fanskare.

Jeg, derimod, indser, at det, jeg frygtede, desværre er ved at ske. Den unge kunstners fine, hviskende klang er ikke i stand til at råbe pladsen op. Hun drukner i de dunkle beats og forsvinder på den store scene. Kun i de stille, mere nærværende sange, leverer hun stærkt og med en nærmest legesyg charme.

Ovre på den lumre teltscene går den norske sangfugl Sigrid i gang. Jeg kan høre nordmænd hylde deres fædreland, og det er som at komme hjem til en stor omgang familiekærlighed. Teenage-pop og fællessang.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.

Sigrid flirter og leger på scenen, men desværre er hendes stil anonym, og som førstegangslytter er jeg er skuffet. Hendes klang er utrolig fin og leder mine tanker hen på en ung Adele, men det er ikke nok til at overbevise mig om, at netop hun er fremtidens popnavn.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach.