Influencers fylder stadig mere i mediebilledet. Netværket Fynske Influencers er nu oppe på 100 medlemmer. I denne uge møder OTOWN to af Odenses mikro-influencers - unge kvinder med meget forskellige udtryk. De repræsenterer en stigende tendens på de sociale medier, hvor man deler velpolerede billeder, men oftest med en snert af alvor.

Lisbeth Vestergård - Instagram @lisbethvestergard, blogger på http://moonlitmadness.dk/ og SoMe-ansvarlig for netværket Fynske Influencers - billede taget af Sabina Zink @sabinazink

"De her lidt mere rå og ægte profiler har et virkeligt bredt reach, som kan nå ud til nogen, som måske ikke kan identificere sig med det perfekte liv. For mig personligt synes jeg især, det er dejligt at se, at dem, der har det her perfekte ydre feed, at de også taler om de her virkelig grimme ting,"  siger 26 årige Lisbeth Vestergård.

Et eksempel på tendensen er Lisbeth Vestergårds personlige yndlingsblogger Cathrine Widunok Wichmand (RockPaperDresses), som har en enormt velpoleret profil, men samtidig har vist meget sårbarhed ved at inddrage sine følgere i f.eks. sine fertilitetsproblemer. Der sker altså på visse dele af Instagram en bevægelse væk fra det rendyrket positive glitrende glansbillede, som f.eks. Christiane Schaumburg-Müller kan ses som et eksempel på.

Lisbeth Vestergård understreger, i sin egenskab af SoMe-ansvarlig for Fynske Influencers (#fynskeinfluencers), at der er plads til alle slags profiler i det fynske community. Netværket blev i sin tid stiftet af Jeanette Hardis og Rebecca Brincker, og er tænkt som et forum for sparring og gensidig hjælp og støtte.  

Alle slags fynske profiler er velkomne til at ansøge om medlemskab, hvis bare de er aktive på de sociale medier, har åbne profiler, og noget på hjerte.

"Det skal være dem, der har en passion for at formidle et eller andet videre," siger Lisbeth Vestergård og fremhæver, at man ikke behøver have fotografer til sin rådighed for at få succes: "Historiefortællingen og det ægte  er i fremmarch, også på Instagram."

Et odenseansk eksempel er kvinden bag instagramkontoen @det_fordi_jeg_er_tyk, som tager virkeligheden så langt med ind i sin onlinetilværelse, at hun tager følgerne med ud på toilettet.

Velindpakket klimabekymring

Personligt står Lisbeth dog på sin egen instagramprofil og som blogger på moonlitmadness.dk ved sit meget velpolerede udtryk, men hun er ikke bange for at balancere det med et kig til hendes mindre glamourøs hverdag, hvor hun nogle gange ligger syg hele dagen, ikke når at vaske undertøj, eller lejligheden 'ligner lort'. Ifølge hende er det nemlig rart for læserne at kunne spejle sig i, at andre også har problemer.

"Jeg selv er for eksempel blevet ramt af en grum omgang klimaangst, så mit indhold har rykket sig over i: Jamen, hvad kan jeg selv gøre for at være bare lidt mere miljøvenlig. Og så er det jo hurtigt blevet sådan noget som genbrugsmode og madretter med mindre oksekød. Alle de her små, men ret nemme tiltag, som faktisk har chokerende stor impact," siger Lisbeth Vestergård.

Hun betegner sig selv som 'lysegrøn livsstilblogger' - hun gør sine miljøbudskaber lettere fordøjelige i sit online univers, flankeret af de smukke billeder, dårlige tv-serier og boganmeldelser.

Lisbeths opslag fra den 22. marts gør f.eks. hendes følgere opmærksom på, hvor meget flaskevand vi drikker i Odense

Velstylet psykisk sårbarhed

Stine Juel Gammelby - Instagram @stinegammelby og blogger på www.nouw.com/stinegammelby - billede taget af fotograf Ib Hansen @fotografibry

"For mig skal det handle om noget, folk faktisk kan bruge til noget. Der er så mange, der laver sådan et glansbillede af, hvem de er på Instagram, og det er jeg bare ikke fan af. Jeg synes, det er så forfærdeligt. Jeg tror, der er mange, der sidder derude og får det dårligt: ‘Wow, hun ser altid glad ud - hvorfor er jeg ikke selv glad?' Så det prøver jeg at bryde. Jeg kunne aldrig finde på at lægge et billede på, hvor jeg græder, for det synes jeg, ikke giver så meget. Det kan man også blive trist af. Så jeg lægger glade billeder op, men hvor teksten betyder noget."

Med sine over 11.000 følgere har 21-årige Stine Gammelby meget vind i sejlene på Instagram, og er dermed faktisk tættere på at være reel 'influencer' end mikro-influencer. Selv er hun nu meget skeptisk over prædikatet 'influencer', som hun selv forbinder med de kendte og folk, der tror, de er noget, de ikke er. Hun siger selv, hun bruger betegnelsen lidt for sjov.

Stine fortæller én historie med sine billeder, og en anden med sin tekst. Hun har selv lidt af depression, og vil på sin blog gerne hjælpe andre ved at normalisere psykiske udfordringer, som noget mange har - og hun har selv oplevet, at det hjælper at åbne op om dem. Mange, både kvinder og mænd, følger Stine og kontakter hende for at få hendes råd.

De lidt udfordrende billeder kan være med til at lokke en masse opmærksomhed til profilen, men Stine Gammelby er meget opmærksom på, at hun ikke 'bare' vil dele billeder fra sit 'helt almindelige liv', men gerne vil hjælpe og motivere andre.

Eksempel på et af Stines mere personlige, men motiverende opslag. Fotografi af @fotofyn

Selv om de to Odense-influencers fremstår meget forskellige, er integritet en vigtig faktor for dem begge, og de giver udtryk for, de er meget kritiske overfor, hvilke samarbejder de f.eks. siger ja til.

Det gyldne råd

Vi spurgte Lisbeth og Stine, uafhængigt af hinanden, om, hvad deres bedste råd er til andre, der vil starte som influencers.

Begge understregede, at det er vigtigt, at man arbejder strategisk med at finde en rød tråd, og dermed skaber et univers, som ens følgere både kan genkende og relatere til.