Stephanie og Kristoffer fra Odense skiller sig ud i tv- programmet Nybyggerne. Parret drysser Badehotel-stemning udover et moderne typehus. Og det har fået danskerne til tasterne.

Vi bruger meget tid, mange penge og mange tanker på at indrette vores hjem. Faktisk bruger danskerne flere ressourcer på boligindretning i forhold til andre nationaliteter, viser forskning af designhistoriker Malene Breunig fra Syddansk Universitet.

Et par, der i den seneste tid har brugt mere tid på indretning end gennemsnittet er Kristoffer Sasse Kjul på 25 år og Stephanie A. Møller Sørensen på 30 år. Udover at parret studerer idræt på Syddansk Universitet, så driver de løbeklubben Urban Run i Odense.

Sammen deltager de i tv-programmet ”Nybyggerne” på TV2. En konkurrence, hvor fire par flytter ind i hvert deres ufærdige typehus. For 300.000 kroner skal de på 8 uger skabe deres drømmehjem, som de i sidste ende kan vinde. Her er Kristoffer og Stephanie i gang med at forvandle et moderne typehus til en herskabsbolig. En bolig, hvor Ikea-møbler bliver til kongemøbler, mens 1900- tallets indretningstrends finder vej til hjemmet. Med deres Badehotel-stemning har de imponeret både dommere og danskere.

Inspireret af fortiden

I Nybyggerne trækker Kristoffer og Stephanie fortidens klæder ned over deres moderne hus. I programmet ser vi derfor et soveværelse med høje paneler, som man havde i starten af 1900-tallet og entré der kunne være en kulisse til Badehotellet.

- Jeg har altid været inspireret af en gammel stil med høje paneler og stuk i loftet. Jeg æder det simpelthen råt, når jeg ser det i Badehotellet eller når Dronningen viser slottet frem i fjernsynet, siger Stephanie, der fortæller, at hun tidligere har haft en limegrøn baroklignende stol med frynser stående i stuen.

En stol Kristoffer ikke kunne indfinde sig med.

- Den passede slet ikke ind, fastslår han og fortsætter

- Altså før jeg mødte Stephanie havde jeg ikke rigtig nogen stil. Den var meget minimalistisk. Men den gamle stil giver mere stemning og hygge end et kedeligt rum, hvor alt bar er sort og hvidt, lyder det fra Kristoffer, der dog fastholder at den limegrønne stol skulle ud, da han flyttede ind.

Parret tilmeldte sig Nybyggerne for at få en unik oplevelse sammen. Dog har ingen af dem lavet større byggeprojekter før.

-  Altså vi har malet en væg og lavet lidt paneler. Men derfra og så til at lave et helt hus er jo vildt. Da vi meldte os til, var jeg ret nervøs for, om vi var dygtige nok håndværkere, og om vi kunne tilegne os den viden, der skal til på så kort tid, lyder fra Kristoffer, der fortæller, at parrene typisk får 3 – 5 dage til at lave et rum.

Selvom tv- programmet har givet parret få timers søvn, søvnløse nætter og overkørte hjerner, så har det vist sig, at Kristoffer og Stephanie ikke er uden byggeevner. Udover at de vandt 1. afsnit, så er de blevet populære blandt danskerne.

Herskabeligt Ikea-hack

Da første afsnit blev vist for en uge siden, blev Kristoffer og Stephanies sociale medier oversvømmet med spørgsmål om deres indretningsstil. For hvordan har de lavet sengen? Hvor køber man de høje vægpaneler? Og hvad hedder farvekoden på malingen til væggen?

- Det var ret overvældende. Mens første afsnit kørte væltede det ind med spørgsmål til vores stil, fortæller Stephanie.

På parrets sociale medier besluttede Kristoffer og Stephanie sig derfor for at give tips og tricks til , hvordan de har lavet de forskellige rum i programmet. Det er i dag blevet til en daglig beskæftigelse for nybyggerparret at besvare danskernes spørgsmål.

- Vi vil gerne vise folk, at ligegyldigt hvor du bor, så kan du bo, som du har lyst til og det behøver ikke at være vildt kompliceret at lave noget fedt, lyder det fra Stephanie.

Selvom Nybygger-boligen er inspireret af fortiden, så er rummene ikke pakket med oldtidsfund. Sengen er ifølge parret noget af et Ikea-hack. De har nemlig malet en Ikea- sengeramme, som de tilført en hjemmelavet sengegavl og nogle messinggreb.  En seng, som ifølge Nybygger-dommerne er en herskabsbolig værdig.

Hvorvidt Kristoffer og Stephanie vinder Nybyggerne vides ikke. Men indtil det bliver afsløret, giver parret tips og tricks til boligindretning på deres sociale medier.

Instagram: kristoffer_sasse og _stephaniemller

Facebook: https://www.facebook.com/Nybyggerne2020StephanieKristoffer

Forsidefoto: André Blinkilde.