Gastroteket i Nørregade har efter fire år med mange forskellige tiltag skåret ind til kraftbenet og fundet sin stil med et ambitiøst aftenkøkken, hvor der satses på små leverandører med dyrevelfærden i orden.

”Vi var dybt uprofessionelle, da vi åbnede for fire år siden. For at være helt ærlig, så blev vi befippede, da de første gæster kom ind af døren. Det havde vi ikke regnet med,” siger 43-årige Lena Bech Rasmussen, som driver spisehuset i Nørregade sammen med sin kæreste, Klaus Brix, og køkkenchefen Jesper Lychegaard.

”I begyndelsen havde bordene ingen numre, så vi huskede bestillingerne på, hvordan gæsterne så ud. Men på en travl aften kunne det altså svært at huske, hvad 'manden i den røde jakke' havde bestilt,” siger 52-årige Klaus Brix, der i lighed med sin kæreste har haft fuldtidsjob ved siden af i alle fire år.

Da Gastroteket åbnede i august 2015, var det i kompagniskab med Caroline Penhoat, der med succes havde drevet sin lille fransk-danske gårdbutik Caroline på den anden side af gaden gennem flere år.

De første par år var midtpunktet i Gastroteket derfor et charcuteri- og osteudsalg, mens køkkenet hovedsageligt anrettede spækkebrætter med charcuteri og ost.

Men for halvandet år siden skiltes deres veje, diskene med salg af oste og charcuteri blev fjernet, og køkkenet skruede op for blussene, så der nu braiseres krondyr, laves svampeconsomé på kyllingefond, bages boller på surdej og skæres røget laks fra Hindsholm.

Køkkenchefen Jesper Lychegaard skifter alle ti retter på menuen ud en gang om måneden. I september hilses efteråret velkommen med Karl Johan-svampe.

”Langt om længe har vi fundet vores stil, hvor vi nok underspiller det meget høje niveau, vores køkken har. Vi har ingen hvide duge, og vi satser i det hele taget på en afslappet og uformel atmosfære herinde. Men maden, vinen og vores betjening er vi meget stolte over,” siger Lena Bech Rasmussen, som i seneste regnskab kunne glæde sig over, at tallene nu var blevet sorte.

”Vi har professionaliseret Gastroteket. Den kompromisløshed, som vores leverandører lægger i deres råvarer, matcher vi nu i køkkenet, ved bordene og økonomisk,” siger Klaus Brix, som til daglig er ansvarlig for TV2s bygninger både i Odense og København.

Lena Bech Rasmussen er uddannet socialrådgiver og har gennem mange år drevet sit eget rådgivningsfirma, hvor hun har arbejdet med rekruttering, socialt udsatte og afskedigede, som skulle have et skub videre.

”Vi ville oprindeligt gerne have været en socialøkonomisk virksomhed, hvor vi arbejdede med unge, der havde været på kant med samfundet. Men det lykkedes ikke, så i stedet tager vi et socialt ansvar ved at lade unge, udsatte mennesker komme og arbejde i vores køkken i en kort periode med henblik på enten selv at ansætte dem eller sende dem videre på jobmarkedet,” siger hun.