Det store dragshow Nattens Dronning næste lørdag i Odeon til fordel for AIDS-Fondet er udsolgt, selv om antallet af billetter er mere end fordoblet i forhold til tidligere år.

”Vi klæder os ud som drags for at hylde kvinden. Det er en kærlig parodi,” siger Martin Sand, der har været med til at arrangere Danmarks største dragshow de seneste 10 år.

”Vi er en slags klovne for voksne. Det er ren fest og ballade og en mulighed for at pynte sig op og spille en karakter. Sådan en aften er vi en flok skabagtige kællinger,” siger Martin Sand, som selv dyrker dragkulturen, men ikke stiller op i årets konkurrence.

”Når jeg er i drag, hedder jeg Martha Mundgodt og er en dum, blond gås, der gør alt for at sætte mig selv i et bedre lys end de andre kællinger,” griner Martin Sand, som i den virkelige verden er uddannet kosmetolog og arbejder som counter manager i stueetagen i Magasin i Vestergade.

Martin Sand har været med til at arrangere Nattens Dronning de seneste 10 år, men showet begyndte allerede i 1994.

Nattens Dronning blev afholdt første gang i 1994 som et støttearrangement, hvor overskuddet skulle gå til AIDS-Fondet, men var ikke tænkt som en årlig tilbagevendende begivenhed.

”Det blev en overvældende succes, og siden har det bare udviklet sig. I år har vi valgt at flytte arrangementet fra Magasinet til Odeon, så vi nu har plads til flere end dobbelt så mange gæster,” siger Martins Sand og glæder sig over, at alle knap 1000 billetter allerede er solgt en uge i forvejen.

”Det er en broget forsamling, som kommer til Nattens Dronning. Der kommer selvfølgelig en masse bøsser og lesbiske, drags og læderfyre, men der kommer også bedstemødre og hr. og fru Jensen. Det er en fed anerkendelse, at vores publikum er så mangfoldigt,” siger Martin Sand.

Martin Sand alias Martha Mundgodt løftes til en tidligere udgave af Nattens Dronning højt til vejrs af et par høflige herrer. Foto: PR/Nattens Dronning.

Han sprang selv ud som bøsse som 25-årig og glæder sig over, at det i dag er lettere at leve som homoseksuel end tidligere.

”Det er blevet meget mere accepteret end tidligere. Det kan selvfølgelig stadig være problematisk for den enkelte at springe ud, ikke mindst hvis du kommer fra for eksempel meget religiøse familier. Men generelt skal vi ikke skjule vores seksualitet, som vi skulle før hen,” siger Martin Sand og peger på et paradoks.

”Her i Danmark er vi accepteret i offentligheden, ja, vi er næsten blevet mainstream, mens vi internt i LGBT-miljøet kan være virkeligt hårde imod hinanden og råbe og skrige,” siger Martin Sand.

De ni deltagere konkurrerer i år om en præmie på 20.000 kroner og skal optræde to gange i løbet af aftenen i kategorierne 'look alike' og 'fantasy'. Undervejs bliver de vurderet af et dommerpanel, som består af Linse Kessler, Sanne Salomonsen, Pernille Højmark, Joakim Ingversen, tøjdesigneren Nicholas Nybro og lokale Poul Sylvestersen, som selv optræder som drag og var med til at stifte Nattens Dronning i 1994.