31-årige Mattias Friis uddannede sig til arkæolog, men udgravningerne kedede ham. På femte år driver han nu Art of Massage-klinikken i Vestergade, hvor han både finder ro og en mening med livet.

Som en kommentar til Black Friday lancerede han sin egen White Friday med gratis massage en hel dag. Og resten af året giver han 25 procents rabat til blandt andre kontanthjælpsmodtagere, borgere på ressourceforløb og førtidspensionister.

”Jeg synes, der mangler omsorg i samfundet. Mange har det hårdt og bliver kastet rundt. Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at tænke lidt mere på hinanden og ikke bare på os selv,” siger Mattias Friis og afviser, at der er tale om et markedsføringstrick.

”Jeg har heldigvis kunder nok. Jeg vil bare gerne give noget til folk, der normalt ikke har noget. Samtidig vil jeg gerne inspirere andre til at gøre det samme, og derfor siger jeg det højt,” lyder det fra Mattias Friis, som barsler med at gøre White Friday til en månedlig event.

”Det kan lyde meget idealistisk, men mit arbejde her i klinikken føles ikke som et arbejde, selv om jeg lever af det. Jeg får både energi, glæde og ro af at møde alle de mange flinke mennesker i løbet af en dag,” siger Mattias Friis, som åbnede sin klinik i 2015.

”Samtidig er det fedt at se, hvordan en omgang massage kan påvirke menneskers udstråling. Jeg kan se det i deres ansigter, når de har fået massage. De får en varmere glød og et roligere blik,” siger massøren, som er fra Odder og oprindeligt uddannede sig til arkæolog på Aarhus Universitet.

Mattis Friis tilbyder både traditionel og terapeutisk thaimassage, wellnessmassage, dybdemassage samt massage for par i sin klinik i Boligpassagen i Vestergade.

”Jeg må indrømme, det var totalt uovervejet, at jeg i sin tid begyndte at læse arkæologi. Jeg havde ikke samlet på stenøkser som barn, og jeg var heller ikke fan af Indiana Jones,” siger Mattias Friis, som nåede at arbejde som arkæolog i fem år, inden han gik fra danefæ til dybdemasage.

”Når vi lavede en udgravning, var det sjovt at sidde og forestille sig, hvad de ting, vi fandt i jorden, var blevet brugt til. Men det meste af tiden havde vi bare travlt, fordi der stod en bygherre og kiggede på sit ur. Så jeg mistede lysten,” siger Mattias Friis, som ikke føler, at overgangen var særlig dramatisk.

”Jeg har altid haft en asketisk livsstil og gået mere op i menneskelige værdier frem for for genstande. Så da jeg en dag mødte en arkæolog, som havde taget nogle kurser i massage, fik jeg lyst til en helt ny levevej,” siger Mattias Friis, som efter nogle månedlange uddannelsesophold i Thailand åbnede sin klinik i efteråret 2015.

Foto: Savs/Unsplash.

”Det er bare gået fremad fra dag et, og jeg har haft en jævn og organisk vækst. De første par år brugte jeg penge på markedsføring på Facebook og Instagram, men det har ikke været nødvendigt de seneste halvanden år,” siger den 31-årige massør, som har valgt at drive en minimalistisk virksomhed.

”Jeg er heldig at være i en branche, hvor det er billigt at starte op, og i dag har jeg kun udgifter til husleje, massageolie, betræk og vaskeri. Jeg føler, jeg har fundet meningen med livet. Jeg udvikler mig hver dag, samtidig med at jeg arbejder med mennesker,” siger han.