#Otownerdit er et indlæg på Otown.dk, hvor vi bliver klogere på Odenses mest spændende personligheder. Vi hører deres holdninger til byen, når de færdiggør sætninger om byens bedste og værste sider. Denne uges personligheder er:


Skuespiller Claus Riis Østergaard og festivalleder Birgitte Weinberger fra Odense International Filmfestival

Tarteletter, blomster, kortfilm og Harry Potter… Odense er fantastisk, fordi den har så mange mærkelige festivaler. Sådan lyder ordene fra skuespiller Claus Riis Østergaard. Han har boet i Odense, siden han i 1995 kom ind på Skuespillerskolen. Efterfølgende blev han ansat på Odense Teater. Nu er han ovenikøbet selv en del af Odenses underligste festivaler – nemlig byens kortfilmfestival OFF Odense International Festival.

Sammen med filmfestivallederen Birgitte Weinberger laver han podcasten ”Kort er Godt”. En podcast der sætter fokus på kortfilm, som ifølge skuespilleren og festivallederen er en undervurderet filmgenre.

”Kort er Godt” var egentlig tænkt som en trøstepind til øregangene, nu da det ikke var muligt at holde den fysiske filmfestival pga. covid19- restriktionerne. Men podcasten har vist sig at være en succes. Udover at ”Kort er Godt” blev omtalt til den prestigefyldte filmaward Robertprisen er podcasten nævnt i flere nationale medier.

I denne uges #otownerdit sætter skuespilleren og festivallederen Odense i fokus, når de fortæller om byens spraglede kultur- og festivalliv, som de selv er en del af.

Mit yndlingssted i Odense er...

Claus: mit byhus med en lille have, hvor vi griller om sommeren og tilbringer gode stunder med familien. Det topper alt.

Birgitte: Brandts Klædefabrik. Lige siden jeg kom til Odense, har Brandts været mit andet hjem. Mit hood! En skøn oase midt i byen med sjæl; hyggelige cafeer, fine butikker og et stærkt kulturliv.

Det bedste, der er sket i Odense er…

Claus: at midtbyen er blevet mere attraktiv med lækre små og store barer og restauranter.

Birgitte: Helt enig. Det er superfedt at opleve, hvordan byen udvikler sig samt hvordan der også bliver plads til flere og flere små nicheagtige og skæve oplevelser.

Det værste, der er sket i Odense er

Claus: Det er Corona!!!

Birgitte: ja – det fylder godt nok alt lige nu. Rigtig mange brancher bløder og ikke mindst kulturlivet, hvor vi jo begge kommer fra. Meeen…der jo heldigvis også kommet nogle gode ting ud af det. For eksempel vores lille film-podcast Kort er Godt!

Det mærkeligste, jeg har oplevet i Odense var…

Claus: Det mærkeligste jeg har oplevet er også noget af det bedste: De mærkelige festivaler, vi har i Odense: Tartelet festival, Blomster festival, Spis festival, Magiske Dage?! Og så en eller anden underlig filmfestival... helt OFF!

Birgitte: Jeg elsker selvsagt også ting, der er OFF, og jeg har heldigvis oplevet rigtig mange mærkelige ting i Odense. Ting man kan mærke, som har noget på hjerte og som rykker en lille smugle ved ens verdensopfattelse. Det er superfedt, når det sker. Særligt er Dynamo på havnen leveringsdygtige i super lækre og ofte meget mærkelige oplevelser.

Det kendetegner en odenseaner..

Claus: at en odenseaner er nysgerrig, hvis han/hun bliver tilbudt de rigtige kulturtilbud og ikke bliver spist af med H.C Andersen!

Birgitte: at en odenseanere er ligetil, ydmyge (nogle gange lidt for meget), og så er de usædvanlig glade for brunsviger.

Hvis jeg var borgmester i Odense, ville jeg…

Claus: bruge tid og energi på at fortælle alle borgere om vores fælles pligt og ansvar i stedet for vores ret! Fortjen dine rettigheder og tag ejerskab over dit liv... og så vil jeg give en ordentlig løn til alle vores kommunale (og regionale) ansatte!

Birgitte: Jeg stemmer på Claus!

Claus og Birgitte har senest udgivet deres podcast nr. 32. Denne gang er det om den Robertvindende danske dokumentar Amfi.