I 2014 sagde Mads Wedderkopp og Lucas Sørensen farvel til gymnasiet og startede firmaet QuickOrder med en ambition om at digitalisere restaurationsbranchen.

Det hele startede med en øl på Café Kræz for fem år siden.

”Da vi havde drukket én, ville vi gerne bestille én mere. Men tjeneren havde så travlt, at han ikke kunne tage imod vores bestilling” siger Mads Wedderkopp, som var ude med sin ven Lucas Sørensen.

I ventetiden sad de og fantaserede om, hvordan man kunne løse problemet med købelystne kunder, som ikke kunne få lov til at afgive deres ordre. Sammen endte de med at opfinde et digitalt menukort, så man som gæst kunne bestille sine øl online.

”Ingen af os havde specielle forudsætninger for at drive en virksomhed, men vi havde begge en ambition om på et tidspunkt at bliver selvstændige,” siger Mads Wedderkopp, som i dag er 23 år, mens Lucas Sørensen er 21.

De to gutter gik på hvert sit gymnasium, men kendte hinanden gennem fælles venner. De gik straks i gang med at udvikle et digitalt menukort til brug på iPads, som forskellige restauranter gerne ville teste.

”Kunderne var begejstrede og kunne registrere et mersalg, men vi fandt hurtigt ud af, at restaurationsbranchen trængte til et mere gennemgribende digitalt løft,” siger Mads Wedderkopp.

Derfor udviklede Mads og Lucas sammen med tre andre unge fyre de næste år QuickOrder til at være en mere omfattende, digital løsning, som i dag både kan håndtere bordbestillinger, bestilling af mad og drikke, styre kassen og tilbyde et vagt-,  løn- og statistiksystem.

”Det har været nogle dramatiske år, hvor vi flere gange har været tæt på at lukke. Og de første to år fik vi slet ingen løn,” siger Mads Wedderkopp.

”Men nu er der ild i raketten. Udover Vækstfonden har vi flere meget dygtige private investorer ombord , som her ved årsskiftet har skudt knap 9 mio. kr. ind i firmaet. Sidste år fik vi 160 kunder, i år har vi fået 100 på tre måneder og er netop gået ind i Norge,” smiler Mads Wedderkopp, som ikke har fortrudt, han sprang fra sin gymnasieuddannelse.

”Men jeg vil ikke råde andre til at gøre det. Det er simpelthen hovedløst og naivt. Med mindre man har gang i noget helt unikt, sådan som vi havde det,” siger Mads Wedderkopp.

Til gengæld anbefaler han andre, som gerne vil være iværksættere, at de kommer i gang i en ung alder.

”Jeg tror, man bliver mindre og mindre risikovillig med alderen,” siger Mads Wedderkopp, som undervejs har været med til at begå en masse fejl, som han dog mener er en del af livet som iværksætter.

”Her i firmaet har vi den aftale, at er helt i orden at løbe hovedet ind i en væg, men man skal ikke gøre det to gange,” siger Mads Wedderkopp, som ingen planer har om at gøre firmaet klar til et hurtigt og indbringende salg.

”Vi drømmer faktisk ikke om at lave et indbringende exit. Det er ikke det perspektiv, vi løber efter. Personligt drives jeg af, at vi skal revolutionere en analog branche, og det er nok for mig,” siger han.