Af Niklas Bøgh Bonnemose

Æbletræet i baghaven måtte beskæres i en grad, der nærmede sig skamfering, for at der var plads til et festtelt til vores døtres konfirmationer. Fodbolde ryger let indover hækken, og alle samtaler bør modereres efter den forholdsregel, at mindst tre andre husstande kan lytte med. Sådan er livet i det ligusterkvarter, som vores lille Koch-hus ligger i.

Heldigvis er jeg hverken nervøs for, at der bliver lyttet med på samtalerne, eller at vildfarne bolde skulle vække vrede. Jeg er nemlig så heldig, at jeg har pragtfulde naboer. Og det er lige nøjagtigt en af de største kvaliteter ved livet i den forstad, som jeg med stor fornøjelse kalder #ligusterparadis, når jeg en sjælden gang er aktiv på Instagram.

This is Max wearing a cap from LOVE YOUR NEIGHBOUR. The label is a social label from Switzerland that wants to spread lots of world changing love! 12% of their sales goes to homeless and the crew around founder David Togni are always busy loving on people in their world. Have a look att their website loveyourneighbour.ch
Foto: Nina Strehl/Unsplash

Tag nu den konfirmation, der kostede æbletræet en pæn del af sin pragt. Vores elskede lille parcelhus byder på 130 kvadratmeter og kun ét badeværelse, så når der kommer 60 mennesker på besøg til fest i haven, så er potentialet for kø til toilettet overhængende. Ind fra højre, ind over hækken, kom hjælpen.

For da teltet var ved at blive rejst, rejste min nabo, Torben, problematikken, og han var allerede klar med løsningen. På konfirmationsdagen skulle han alligevel i byen, så vi fik nøglerne til huset. Køleskab, fryser og badeværelse var til fri afbenyttelse.

Det er et meget markant eksempel på godt og generøst naboskab, men heldigvis er det langtfra enestående. Da vi som helt unge rykkede ind i ligusterkvarteret med en et-årig datter, oplevede vi hurtigt, at fordommene om forstæderne som arnested for småborgerlig selvtilstrækkelighed på ingen måde holdt stik.

Niklas Bøgh Bonnemose er journalist. Han arbejder som pressekonsulent hos Energinet og bor i Odense med sin familie.

Mogens på den anden side af hækken kunne tydeligt se, at den unge journalist næppe havde det store værktøjsskab, og han gjorde det helt klart fra starten, at jeg til enhver tid var velkommen til at låne hos ham. Når den lille slog knæet og blev ked af det i vores have, så blev hun kaldt hen til hækken, hvor Mogens rakte trøstende badebolde og sågar en oppustelig guldøl fra det bryggeri, han arbejdede på, henover hækken.

Således beriget med anekdoter fra et stille liv, kunne læseren måske spørge sig selv, om det snart er tid til en pointe, så her kommer den: Ligusterkvarterer er livskvalitet, og det er først og fremmest naboskabet og fællesskabet, der skaber kvaliteten.

Foto: Jon Tyson/Unsplash

Her er det helt naturligt at tage naboens fortov med, når vi alligevel skovler sne, her passer vi hinandens kæledyr efter behov, og her holder vi lidt ekstra øje med naboens hus, når det er sommerferietid. Så lad blot dette være en anbefaling om at prøve livet i ligusterland.

Her kunne konspirationsteoretiske klummelæsere få den tanke, at jeg blot prøver at tale min ejendomspris op med sigte på et snarligt salg. Men jeg kan garantere, at det ikke er hensigten. Med de naboer, jeg har, skal jeg ingen steder.