Den odenseanske kokkepris, Schiøtzprisen, gør Odense til en kulinarisk destination af meget høj kvalitet, fortæller arrangørerne.

På søndag dyster dygtige kokke i kokkekonkurrencen, Schiøtzprisen, som bliver afholdt på Anarkist Beer & Food Lab.

Prisen er historien om et kærlighedsforhold mellem øl og mad, som er blevet til en ambitiøs kokkekonkurrence med deltagere fra hele landet. En konkurrence, hvor  kokke og kokkeelever fortolker Fyn igennem mad, som de hælder øl i.

Men hvad skal Odense med sådan en kokkepris? Ifølge Tine Gudrun Petersen, der er direktør ved fødevarefestivalen SPIS! Odense Food Festival, er Schiøtzprisen med til at sætte Odense på landkortet. Hun er arrangør af konkurrencen sammen med Albani Fonden og bryghuset Albani.

Hvorfor har Odense brug for have sådan en pris?

- Schiøtzprisen bidrager, i vores beskedne optik, til at sætte Odense på landkortet, som en destination fuld af vidunderlige råvarer og lækre specialøl. Schiøtzprisen tager gastronomien og restaurationsbranchen alvorligt lokalt og har selvtillid nok til at aspirere til national omtale og opmærksomhed.

Med Schiøtzprisen vil vi på den ene side fejre produkterne og kokkene og på den anden side tiltrække opmærksomhed til Odense, som en kulinarisk destination af meget høj kvalitet.

Hvad er der så unikt ved de fynske fødevarer?

- Danske fødevarer har generelt en høj kvalitet. Men men det er da pudsigt, at der i så lille et land som Danmark alligevel kan være lokale udsving - noget vi i særlig grad sætter på bordet, når vi har noget at fejre, eller noget vi er særligt stolte af, eller som sætter ekstra mange mennesker i arbejde.

På Fyn har vi f.eks. brunsvigeren, rygeosten, de mange specialøl, aspargesen, Ingrid Marie- æblet, Filippa-æblet mm.

Hvorfor har vi en konkurrence i år nu, hvor den almindelige borger i Odense ikke kan opleve denne gang pga. Covid19-restriktionerne?

- Normalvis er Schiøtzprisen åben for alle, fordi vi så gerne vil bringe den fine gastronomi og de særlige råvarer ned i øjenhøjde med os alle sammen. På den måde kan vi alle blive inspireret af de dygtigste og mest kvalitetsbevidste kokke og leverandører til også selv at blive eksperimenterende med den lokale kvalitet ivores egne køkkener.

Men i år har Corona-situationen desværre sat en stopper for, at vi kan have alle de gæster med, som vi gerne ville have haft med. Så det hele kommer til at køre på en livestream. Men vi håber at vende stærkt tilbage næste år.

Hvad er fremtiden for prisen i Odense?

- Sammen med sponsorer, Albani Fonden, kokke, dommere og andre deltagende har vi skabt en konkurrence af høj kvalitet, som vi håber kan blive ved med at vende tilbage år efter år for at sætte Odense, de lokale øl og råvarer på landkortet. Schiøtzprisen har en af branchens fineste priser og vi kan se, at vi tiltrækker flere og flere og mere og mere prominente navne år for år. Vi håber på flere gode år. Men kultur- og eventbranchen er sammen med mange andre brancher under pres i denne Corona-tid, så for mange af vores samarbejdspartnere er fremtiden jo desværre usikker.

Fra Schiøtzprisen sidste år. Foto: Rico Feldfoss

5 facts om Schiøtzprisen

#1 Øllene deltagerne kan bruge i konkurrencen er... Schiøtz Gylden IPA, Albani Brown Ale, Schiøtz Bohemian Pils, Schiøtz Dybsort Porter, Anarkist European Haze, Schiøtz Nordisk Hvede og Albani Mosaic IPA.

#2 Dommerpanelet består af... gastrofysiker Louise Beck Brønnum, madredaktør og vinskribent Morten Vilsbæk, kok og gastronomisk ildsjæl Klavs Styrbæk og professor i gastrofysik og kulinarisk fødevareinnovation, Ole G. Mouritsen. Deltagerne bliver bedømt på smag, visuel præsentation, håndværk, innovation og kreativitet samt evnen til at formidle den fynske fortælling gennem råvarerne.

#3 Deltagerne i kokkeprisen er... Bjarke Jeppesen og Tommy Jespersen fra Restaurant Hesselet, Peter Leth og Anton Frandsen fra Falsled Kro, Emil Rask Bahr og Frederik Pedersen fra Sdr. Bjert Kro, Kristian Ramberg og Anna La Cour fra Gemyse.

#4 Vinderne får... 30.000 kroner fra Albani samt et håndlavet trofæ fra Kærbygård Snedkeri. 2. og 3. pladsen får en pengepræmie på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kroner fra Albani.

#5 Schiøtzprisen 2020 finder sted hos... Anarkist - Beer & Food Lab søndag den 13. september fra 11.00-15.30. Arrangementet er dette år forbeholdt sponsorer og deltagere pga. Covid19- situationen. Men ifølge arrangørerne vil prisen blive livestreamet.