Det gør ondt at løbe ind i 27-årige Kathrine Heindahl, når hun spiller på Odense Håndbolds ligahold eller det danske landshold. Uden for håndboldbanen er hun den køligt tænkende direktør med eget tøjbrand, men stadig lige så determineret.

Oprindeligt skulle hendes tøjbrand have heddet Beastmode.

”Jeg kan godt lide at være sådan én, som det gør ondt at løbe ind i. Derfor går jeg i beastmode, når jeg løber på banen,” siger Kathrine Heindahl.

Den 27-årige stregspiller fra Odense Håndbold er opdraget med, at intet er umuligt, men at man skal kæmpe for det.

Guld- og sølvmedaljerne glippede, men bronzen er inde for rækkevidde for Kathrine Heindahl og hendes holdkammerater. Første bronzekamp spilles 14. maj. Foto: Odense Håndbold.

”Jeg er aldrig blevet mødt med tvivl, men med en holdning om, at man kan, hvad man vil. Men jeg er også altid blevet mindet om, at man ikke kommer sovende til noget som helst,” siger Kathrine Heindahl, som er fuldtidsprofessionel håndboldspiller med fast plads på kvindelandsholdet.

Selv om hun begyndte at spille håndbold i 3. klasse og kom på U17-landsholdet, har hun altid haft en interesse for livet udenfor håndboldhallen.

”Som håndboldspiller har du megen fritid, men ikke særligt megen frihed. Du skal hele tiden tænke på, hvad du spiser, hvordan du sover, og at du ikke må komme til skade. Det hele handler om, at du skal være klar til næste kamp. Men jeg er ekstrem dårlig til at lave ingenting,” siger Kathrine Heindahl.

Kathrine Heindahl vil gerne kunne leve af sit firma, når hun en dag stoppe med at spille professionel håndbold. Men først er der lige et par OL-turneringer, hun gerne vil med til.

Undervejs har hun derfor taget en HA-eksamen i erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, arbejdet i et investeringsselskab i flere år, og i efteråret 2016 stiftede hun sit eget firma sammen med en veninde.

”Jeg vil gerne have noget at leve af, når min håndboldkarriere er slut. Gennem min sport har jeg altid undret mig over, at det er nærmest umuligt at købe ordentlige tights. Derfor gik vi i gang med at få fremstillet sportstøj i Kina og sælge det her i Danmark,” siger hun.

”Mange tights er enten gennemsigtige, bliver ikke siddende eller er lavet til kvinder, der er stankelbenstynde. Vi laver tights til kvinder, der har både røv, lår og former,” siger Kathrine Heindahl, som i opstartsfasen fandt ud af, at det navnet Beastmode var taget.

Kathrine Heindahl og hendes kompagnon designer selv deres tøj, som de får syet i Kina.

”Ved et tilfælde stødte vi på Ikaika, som betyder 'stærk' på Hawaii. I dag er vi glade for, at vi ikke valgte Beastmode, for så havde vi nok henvendt os til et lidt for snævert segment,” siger Kathrine Heindahl, som udover at gøre Ikaika til sin levevej også har stiftet firmaet for undervejs at lære noget om erhvervslivet.

”Jeg er glad for min universitetsuddannelse, men den var meget teoretisk og fjern fra praksis. Derfor lærer vi en masse hver dag, selv om det nogle gange er på den hårde måde. Heldigvis er vi begge nogle 'pyt-mennesker', der har let ved at sige pyt, når noget går galt,” siger Kathrine Heindahl, som gerne ser, at flere kvinder springer ud som iværksættere og ledere.

”Hvis man har lysten, er det bare at gå i gang. Vi kvinder har det med at tvivle på os selv, men der er reelt ingenting, som forhindrer os i at blive ledere eller starte vores eget firma. Så stop nu med at stille 400.000 spørgsmål og tro på jer selv,” siger landsholdspilleren og direktøren.