31-årige Jonas Guldfeldt Viuff elsker dødsmetal, fordi der er så meget livsenergi i den hurtige metalgenre. Lørdag aften spiller hans band, Terrorpy, på Studenterhuset.

”Jeg bliver sgu gal, når folk påstår, dødsmetal er en flugt fra hverdagen. Tværtimod. Vi fejrer både døden og livet, når vi spiller,” siger 31-årige Jonas Guldfeldt Viuff, som er deathmetalmusiker og kandidat i litteraturvidenskab fra SDU.

”Vi tager musikken meget alvorligt. Det er en af de få virtuose genrer, hvor man finder sig i, at det nogle gange gør ondt at spille. Men jeg elsker dødsmetal. Jeg hører også andet, men når folk har spurgt, hvorfor jeg foretrækker dødsmetal, så er svaret egentlig at jeg bare hører god musik. Så er det ikke min skyld, at der er flere gode plader med dødsmetal end med så meget andet musik,” siger Jonas Guldfeldt Viuff, som har været aktiv musiker de seneste 15 år indenfor flere genrer.

Jonas Guldfeldt Viuff er en glad dreng, der elsker dødsmetal, som han betragter som en fejring af både livet og døden.

”Dødsmetal kan bare noget helt særligt. Det er en kraftudladning, som rammer dig meget resolut, med stor kraft og i lang tid. Og ja, dødsmetal larmer, men det er larm med masser af mening, som rører alle følelser,” siger Jonas Guldfeldt Viuff, der har spillet meget jazz og spiller på en båndløs Ibanez-bas i sin dødsmetaltrio Terrorpy.

”Kald mig bare en jazznørd,” siger den 31-årige bassist, som begyndte at høre metalmusik som 15-årig.

”I Expert i Ringe købte jeg en cd med det danske metalband Konkhra, efter jeg havde læst en artikel om dem i det danske metalblad NRG, som de mærkeligt nok havde på DK-tanken. Første gennemlytning lød ad helvede til. Anden begyndte at give mening. Efter tredje gennemlytning tog jeg alle mine andre cd'er og smed dem ud eller gav dem væk. Nu havde jeg én cd. Næste skive var med Cannibal Corpse, og så var vejen ligesom lagt,” siger Jonas Guldfeldt Viuff, der husker sin gymnasietid som en splittet tid.

Illustration: PR/Niels Maagaard - Argavilda.

”Vi var måske 4-5 fyre på hele Midtfyn, der hørte metal, så vi måtte til Svendborg eller Odense for at møde ligesindede,” siger midtfynboen, der nogenlunde samtidig indledte sin aktive musikerkarriere, men i en anden genre.

”Min far havde spillet blues og selskabsmusik, og jeg begyndte at spille alt muligt - fra covermusik til jazz. Siden kom andre genrer til, og i 3.G spillede jeg i fire-fem bands. Men jeg lyttede mest til metal og var egentlig pisse ligeglad med at holde på formerne," siger han.

Jonas Guldfeldt Viuff spiller bas i Terrorpy og bor med sin kæreste i en andelslejlighed Christiansgade.

"Der er et frygteligt billede fra vores gallafest i 3.G, hvor der er 8 gutter i deres fineste tøj, og så mig i nogle smadrede jeans og en trøje med Finntroll,” griner Jonas Guldfeldt Viuff,, som efter gymnasiet læste litteraturvidenskab og skrev speciale om dødens rolle i fantasy-litteratur - herunder hvordan mennesket kan hjælpes til en erkendelse af døden.

”Over de seneste 1000 år har vi gemt døden væk og vil helst ikke have noget med den at gøre, men både litteratur og dødsmetal hjælpe os til at tale om døden,” siger Jonas Guldfeldt Viuff.

I 2009 han stiftede dødsmetaltrioen Terrorpy sammen med den nuværende guitarist, Rune Gangelhof, der til dagligt er lærer. Og efter en længere pause for nogle år siden gik de i gang igen i 2017 med den nu 21-årige trommeslager Christoffer Leth, der udover at spille hurtigt og med dobbelt stortrommepedal læser biokemi og molekylærbiologi på SDU.

”Det er på scenen, vi lever. Vi vier hele vores tilværelse til den hér musik, og hvis vores lort ikke er autentisk på scenen, så skal publikum nok vise det øjeblikkeligt,” siger Jonas Guldfeldt Viuff, som har adgang til en mikrofon, når Terrorpy spiller live, men ikke vil kaldes forsanger.

”Jeg er vokalist. Jeg reciterer ikke lyrik, men brøler i en mere emotionel og perkussiv rolle. Teksten skal selvfølgelig give mening i det samlede æstetiske projekt, men det er altid lyd, der kommer først,” siger den 31-årige dødsmetalmusiker.