Selv om Jam Days er kogt sammen af jazz, folk og blues, gør festivalen en dyd ud af at sprænge genrene, så længe kvaliteten er i top.

”Det kan godt være, du kan opleve en koncert til Jam Days, som ikke lige er din stil. Men kvaliteten vil du ikke kunne kritisere. Alt kunstnere er nøje udvalgt, og vi garanterer, at alle musikere kan deres håndværk,” siger formanden for Jam Days, bassisten Peter Marquard Sejersen.

Larkin Poe. Foto: PR.

Festivalen, der begynder i dag og slutter efter midnat natten til lørdag, byder på udenlandske navne som Jamie Cullum, Larkin Poe og My Baby, mens Claus Hempler og Thorbjørn Risager topper listen over danske musikere.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Foto: PR/Søren Rønholt

”Jam Days' styrke er, at vi booker de navne, som de mere kommercielle festivaller ikke præsenterer, selv om kunstnerne er nogle af de bedste inden for deres felt. Mange af vores navne er måske ikke verdenskendte, men de er håndplukkede, og derfor er vi en festival, som byder på mange positive overraskelser,” siger Peter Marquard Sejersen.

Formanden for Jam Days, Peter Marquard Sejersen, garanterer høj kvalitet til alle gigs.

Årets festival er den syvende, siden Odense Folk Festival, Odense Internationale Bluesdageog Odense Sommerjazz lod sig koge sammen til Jam Days i 2013, og flere af hovednavnene er da også musikalske blandingsprodukter.

Jamie Cullum. Foto: PR.

”Både Jamie Cullum, Larkin Poe og My Baby  spiller noget crossover, hvor der er jazz, blues og folk inde over, mens Adam Ben Ezra spiller kontrabas og bruger loops,” siger Peter Marquard Sejersen og peger på, at festivalprogrammet heller ikke har genrebetegnelser.

Læs programmet her!