Alle kommer til at opleve det. At miste en af dem man har allermest kær til døden. En forfærdelig men uundgåelig skæbne. Men hvordan skal man håndtere det, og hvordan skal man agere som pårørende?

Hvert år den 23. juni er det ”International Widow’s Day”, der direkte oversat betyder international enkedag. Det er en global mærkedag søsat af FN for at sætte fokus på forværringen af rettigheder over for især kvinder i mange lande, hvis de skulle gå hen og blive enker. Hvis deres mand dør, bliver konerne forladt til fattigdom, fordi de ikke har ret til arv. De bliver udstødt af samfundet og smidt ud af deres eget hjem og mishandlet.

I Danmark er det lidt en anden sag. Her får man lov til at leve videre i sin normale dagligdag, hvis man mister sin kone eller sin mand. Eller gør man? For med døden er der pludselig et liv før den og et liv efter den. En ny hverdag man skal forholde sig til uden den person, man har levet det meste af sit liv ved siden af. Og så har folk i ens omgangskreds måske forventninger til, hvornår de mener, man har sørget nok.

Lene Crone Nielsen, Studenterpræst på SDU. (privatfoto)

51-årige Lene Crone Nielsen, studenterpræst på SDU, har været præst i 20 år, blandt andet i Hjallese. Og en væsentlig del af arbejdet som præst er at møde mennesker i forbindelse med dødsfald i form af forberedelse til begravelser. Hun tilbyder dog tit at komme hjem til folk og snakke med dem og være der for dem efterfølgende, især hvis det er en ældre enke eller enkemand. Hun har senere faciliteret sorggrupper, da folkekirken indsatte dem for et par år siden, hvilket Lene og nogle kollegaer synes var en rigtig god idé.

- Disse sorggrupper er en rigtig god måde for folk at møde andre end deres nærmeste og åbne op for deres følelser. Mange kender sikkert til, at man kender en, som er ked af det, og så vil man ikke spørge, om de er okay, fordi man er bange for at gøre dem kede af det. Det er bare sådan, at folk efter et dødsfald aldrig er okay, men meget gerne vil have, at folk spørger ind til dem. Også selvom de bliver kede af det, fortæller Lene Crone Nielsen til OTOWN.

- Vi er en gruppe, der mødes 8-10 gange hver anden eller tredje uge hen over efteråret og en ny igen i foråret. Her sidder vi så og snakker sammen, hvilket virker til at være positivt for dem, der dukker op. Her kan de åbne op og måske indse, at de ikke er alene. Man kan nemt gå og forestille sig, at man er den eneste, der ikke har overskud, ikke har lyst til at spise eller ikke har lyst til at ses så ofte med sine venner eller familie i tiden efter et dødsfald. Men når man så sidder og fortæller om det, og der sidder en flok mennesker, der nikker genkendende til det, så giver det en form for lettelse i folk. For de er langt fra alene om de følelser, fortsætter hun.

Ældre Sagen tager sig af det

Det at føle sig alene og ensom er netop det, som rigtig mange ældre mennesker gør, når de mister deres ægtefælle til døden. Og for at lindre smerten er der forskellige ”hjælpemidler”, som man kan gøre brug af. En af de mest kendte er formentlig alkohol. Men for at undgå, at folk ender med at drikke sig fra vid og sans, så har Ældre Sagen en projekt, der hedder ”Sorg og Samtale”.

Odenseanske 71-årige Lis Krone er frivillig i Ældre Sagen og deltager blandt andet i Sorg og Samtale. Her tager hun ud til den, der har mistet sin ægtefælle én gang i ugen i en periode på omkring to måneder. På besøgene er det den besøgte, der bestemmer slagets gang. Og det er meget forskelligt, hvad Lis Krone oplever, når hun er ude og besøge folk.

71-årige Lis Krone, frivillig i Ældre Sagens projekt "Sorg og Samtale". (privatfoto)

- Når jeg er ude, er jeg der for at lytte og holde dem ved selskab. Nogle tilbyder naturligvis en kop kaffe eller et glas vand, mens andre slet ikke har skænket det en tanke. Det afhænger meget af, hvordan de har det. Nogle har fint med overskud, mens andre slet ikke kan overskue at tænke på andre end dem selv. Jeg bliver der gerne i et par timer, og allerede fra start foreslår jeg et tidspunkt for, hvornår jeg tager afsted igen, så det ikke bliver for meget for den, jeg besøger, fortæller Lis Krone til OTOWN.

- Nogle er så sorgfulde, at de ikke engang kan sætte ord på deres følelser og derfor bare sidder og græder. Men så er det også godt, at vi er ude, så vi kan trøste dem, og de ikke skal sidde alene og være kede af det. Vi kan forhåbentlig hjælpe dem igennem sorgen og være med til at lindre den. Jeg oplever i hvert fald, at folk tager positivt imod mig. Og deres adfærd og overskud udvikler sig i en positiv retning.

Lis er uddannet socialpædagog men gik på efterløn i 2009. Inden hun stoppede med at arbejde, havde hun allerede tænkt tanken, at de ældre virkelig var en forsømt gruppe i Danmark. Der blev skåret ned på alle parametre på ældreområdet, så hun ville gerne give lidt af sig selv og gøre en god gerning og forhåbentlig en forskel for nogle af dem, der har brug for det.

Så da hun kom på efterløn, gik hun på nettet og fandt Ældre Sagen. Her har hun så efterhånden været frivillig i godt 11 år. Hun er både med i Sorg og Samtale, hun er spiseven og så er hun hospitalsven. Som hospitalsven tager hun ud på OUH og sidder i venteværelset på en afdeling kun for ældre mennesker. Her sidder hun og tager imod dem, som kommer ind. Enten ved at hjælpe dem med at tage jakken af, byde på en kop kaffe og ellers bare starte en samtale.

Helt specifikt er Lis’ ”arbejde” i Sorg og Samtale at komme ud og lytte. Men også at starte en samtale. Give de besøgte mere mod på livet, skabe nogle nye vaner og få dem til at få mere energi til at ses med familie og venner, når de er parate.

- Det vigtigste og bedste jeg kan gøre er at lytte og snakke med dem. Jeg skal ikke ud og give dem gode råd til at komme igennem det, som de gennemgår. Det er gamle mennesker med masser af erfaring på livet. De ved udmærket godt selv, hvad der virker for dem, og hvordan de har det, forklarer hun.

Det er vigtigt at være en god pårørende

Lige så vigtigt som det er at lytte, så er det også vigtigt, at man som pårørende påtager sig en rolle i livet hos den, der har mistet en ægtefælle, mener præsten Lene Crone Nielsen.

Udover at sidde og lytte og skabe nogle rammer for en alvorlig samtale, der bliver taget seriøst, så er Lene Crone Nielsen også med til at skabe en accept for dem, der kommer i hendes sorggrupper. Altså sørge for at dem fra gruppen accepterer og anerkender deres sorg. Hun prøver at være en god pårørende for dem.

- Man skal huske, at man ikke skal presse på for meget, men det er altid godt at have nogle omkring sig, der ikke glemmer en. Så selvom personen, der har mistet, ikke svarer tilbage på dine beskeder i et par dage og bliver ved med at sige nej til aftaler, så er det vigtigt, at man anerkender deres følelser – men bliver ved. Fortæl personen, at du forstår, at de er et svært sted, men at du ikke vil stoppe med at invitere dem med til ting. Lad dem vide, at de ikke er alene. Vent på at de føler sig klar til at komme ud igen. En helt generel ting om sorg er, at du skal være tålmodig. Både hvis du er den der sørger, men også den der er pårørende. Sorg tager tid, og det er forskelligt fra person til person, hvor lang tid det tager at komme ovenpå igen, fortæller Lene Crone Nielsen og uddyber:

- Det er sådan med dødsfald, at det ændrer ens liv. Der er lige pludselig et før og et efter. Det er en livsforandrende hændelse. Så det er vigtigt at tage varer på sig selv og sin sorg. Det er vigtigt at være i det og bearbejde det. Man kan ikke bare pakke sorgen væk, den kommer til at være der altid, men man kan lære at leve ordentligt med den og skabe sig selv en ny hverdag. Man skal og kan ikke bare glemme den. Sorg i forbindelse med et dødsfald viser blot, at man har elsket. Så folk kan ikke bare sige, ”nå, men du havde vel også regnet med, at det snart skete, fordi han har været syg med kræft i fire år”. Man føler ikke, man bliver taget seriøst, når folk regner med, at man bliver okay igen med det samme. Man føler, at man har svært ved at skulle stå ved sin sorg, fordi andre har nogle forventninger til en.

Derfor er Lene Crone Nielsens bedste råd, at man skal være en god pårørende. Vær tålmodig, vis hensyn og spørg gerne ind. Start en samtale. Vær med til at få personen i gang med sin nye hverdag som enke.