Mens den øvrige it- og techbranchen skriger på arbejdskraft, har B&R Industrial Automation i Hjallese rigeligt med kandidater. Hemmeligheden er masser af studiejob og flere års systematisk engagement i ingeniøruddannelserne.

”Det er en rigtig fed arbejdsplads. Folk er meget hjælpsomme, og vi får virkeligt meget fagligt ud af at arbejde herude. Jeg føler sig som en del af teamet, og der er plads til, at vi kan dumme os uden at få hug,” siger 21-årige Rebacca Hyldgaard, som læser til civilingeniør i robotteknologi på SDU.

Hun er en ud af de 18 studerende, der har studiejob på B&R Industrial Automation i Hjallese, hvor 40 uddannede chefer og medarbejdere udgør den faste stab.

Anders Welander og Rebacca Hyldgaard føler sig værdsatte på B&R, hvor de både løser opgaver på egen hånd og er tilknyttet større projekter.

”Vi lærer hele tiden noget nyt og føler os meget værdsatte. Jeg er en meget hands on-guy, så det er fedt at få prøvet al teorien af i praksis,” siger 28-årige Anders Welander, som bliver færdig som elektronik- og dataingeniør til januar og allerede har fået fast job hos B&R pr. 1. februar 2020

At knap hver tredje medarbejder i automationsvirksomheden er studerende, er ingen tilfældighed, men derimod resultatet af tre et halvt års systematisk arbejde med at gøre virksomheden og branchen kendt hos byens ingeniørstuderende.

”I stedet for at kritisere politikerne og universiteterne besluttede vi os for selv at tage et ansvar,” siger 46-årige Mike Gornitzka, der er chef for forretningsudvikling hos B&R og ansvarlig for de mange studerende.

Mike Gornitzka og de 39 andre uddannede chefer og medarbejdere i B&R Industrial Automation er glade for, at ikke færre end 18 studerende fra SDU har deres daglige gang i virksomheden på Rolundvej i Hjallese.

'”Men for os handler det ikke kun om, at vi vil gøre virksomheden og automationsbranchen så attraktiv, at de unge nyuddannede gerne vil søge job hos os. Når vi underviser på SDU og har så mange studerende ansat, er det også fordi, de kan hjælpe os med vores forretningsudvikling,” siger Mike Gornitzka.

Han fortæller, at ansatte hos B&R i år underviser ikke færre end 350 timer på SDU's ingeniøruddannelser indenfor elektronik-, robot- og robotretningerne.

”Nogle af os fastansatte er jo begyndt at få nogle enkelte grå hår på siden af hovedet, og selv om det er godt med erfaring, har vi stor glæde af at se, hvordan de unge studerende løser opgaverne,” siger Mike Gornitzka, der selv er uddannet maskinmester og har taget en MBA.

Hos B&R lever man af at udvikle og levere automationsløsninger til industrien, så maskiner, produktionslinjer og køretøjer virker og kan samarbejde.

Han fortæller, at mange af de fastansatte rejser så meget i udlandet og kører så meget på de danske landevej, at de studerende i en vis udstrækning skal kunne klare sig på egen hånd.

”Vi har lavet et system, hvor de træner sig selv. Vi har en liste med opgaver, som de kan vælge fra, og selv om vi følger deres arbejde, får de meget frie hænder til at vælge metode. Vi har blot det krav, at hvis de skal fejle, så skal de gøre det hurtigt,” siger Mike Gornitzka, som selv elsker at arbejde med de studerende.

”De er som en flok glade hundehvalpe. De er bare så parate og motiverede for at komme i gang med en opgave. Og tit bliver vi overrasket, når de går i gang med at løse en opgave på en måde, som vi ikke ville have valgt, men pludselig har fundet en original løsning,” siger Mike Gornitzka.

Han er stolt over, at B&R Industrial Automation nu er så populær, at virksomheden næsten ikke behøver slå ledige stillinger op, men kan rekruttere blandt deres egne studerende.

”Det går næsten for godt, for det er heller ikke rart at give for mange afslag. Heldigvis kan vi sende kandidaterne videre til kunder og kolleger, der mangler arbejdskraft,” siger han.