Kvinden bag den succefulde fotovirksomhed Skovdal Nordic i Havnegade, 45-årige Inge Skovdal, er kompromisløs og har svært ved at forstå folk, der ikke har ambitioner.

”Vi havde engang en Land Rover Defender, som havde sin topfart op ad bakke. Sådan er det også med mig. Jeg er bedst op ad bakke. Når tingene bare kører, mister jeg motivationen,” siger 45-årige Inge Skovdal.

Inge Skovdal er 45 år og mor til børn på 14, 17 og 19 år. Foto: Skovdal Nordic.

Sammen med sin mand, Jakob Skovdal, etablerede hun for 17 år siden sin egen fotovirksomhed, Skovdal Nordic, som i dag omsætter for flere end 20 mio. kr. om året og har kontorer i Odense, Aarhus, København og Shanghai.

”Jeg kendt for at være en hård leder, og jeg bliver sikkert også opfattet som både træls og forfærdelig nogen gange. Men det har jeg ikke noget imod at være, for det kan være nødvendigt for at opnå sine mål,” siger Inge Skovdal.

”At vi er den største fotovirksomhed indenfor vores felt i Danmark, skyldes ikke nødvendigvis, at vi er de bedste fotografer, men fordi vi har det bedste hold,” siger Inge Skovdal, som stadig fotograferer mad og møbler.

Inge Skovdal bliver ked af det, når hun møder illoyalitet. Foto: Skovdal Nordic.

Hun kræver af sine medarbejdere, at de skal være målrettede og have ambitioner.

”Jeg kan ikke forstå dem, der ikke er ambitiøse. Da jeg var i lære, blev jeg på arbejdspladsen og arbejdede videre om aftenen , så jeg kunne blive god til de ting, jeg ikke fik lov til om dagen. Det tager 10.000 timer at lære at mestre en disciplin, så med en almindelig arbejdsuge tager det fem år! Det har altså jeg ikke tid til at vente på,” siger Inge Skovdal.

Hun erkender, at det kan være krævende at brænde så meget for at indfri sine drømme og sine ambitioner, som hun gør, og at man risikerer at brænde ud.

Inge Skovdal drikker te af én af fotostudiets mange hundreder kopper, krus og tallerkner, som de bruger, når de fotograferer mad og indretning. Foto: Skovdal Nordic.

”Jeg driver virksomhed med hjertet og har let ved at blive fyr og flamme. Jeg har heller ingen hobbyer og lægger alle mine æg i én kurv. Men hvem siger, det skal være nemt? Jeg har da grædt både på vej på arbejde, på arbejdet og på vej hjem igen. Men sådan er det at være passioneret,” siger Inge Skovdal.

Hun er blandt andet inspireret af, hvordan Lars Løkke Rasmussen i 2014 håndterede sit partis valgnederlag til EU-parlamentsvalget.

”Jeg kan tydeligt huske, hvordan han på valgaftenen stod badet i sved, men næste dag var tilbage på jobbet. Sådan er min livsfilosofi også. Man må bare tørre sine øjne og komme videre,” siger Inge Skovdal, som sammen med sin mand har tre børn i alderen 14, 17 og 19 år.

Inge Skovdals interesse for mad og fotografering har resulteret i flere kogebøger. Foto: Skovdal Nordic.

”Dem har vi opdraget til at være meget selvhjulpne. Når jeg hører om en af mine børns venner, der får 500 kroner af sin egen mor, så han kan købe en fødselsdagsgave til hende, så bliver jeg chokeret. Man skal kunne selv. Så vil jeg hellere have en gave til en 50'er, som mine børn selv har tjent,” siger Inge Skovdal.

Hun er netop vendt hjem fra Shanghai, hvor Skovdal Nordic etablerede sig for tre år siden, men hvor forretningen nu går fremad.

”Det er svært, når man ikke kan sproget. Samtidig er der så mange ting, man ikke ved noget om. For eksempel bad vi om at få installeret to toiletter i vores fotostudie, men vi vidste ikke, at vi også skulle have bedt om, at de skulle stå i hvert sit rum! Så vi fik to toiletter installeret i det samme rum,” siger Inge Skovdal, som udover at være ambitiøs også sætter stor pris på loyalitet.

Medarbejdernes hilsen til Inge Skovdal, da hun mødte på arbejde i går. Fremover vil hun stadig rejse regelmæssigt til Kina, men opholde sig det meste af tiden i Danmark. Til daglig drives Skovdal Nordic af en direktør, som også er medejer.

”Jeg er selv meget loyal og forlanger også af mine medarbejdere, at de er loyale. Vi kan ikke nå vores mål, hvis vi ikke kan stole på hinanden og vil hjælpe hinanden,” siger Inge Skovdal, som selv går forrest i kampen for virksomhedens succes.

”Jeg kæmper for det, jeg tror på, med alt, hvad jeg har,” siger hun.