Af Jane Thoning Callesen, journalist

Er du også forælder til et barn eller tre? Så deltager du sikkert i mange fester om året. Jeg nævner i flæng: Sommerfest i fodboldklubben, bålfest hos spejderne, julefest i SFO’en og fastelavnsfest i skolen. Plus Halloween-fester, maj-fester og utallige børnefødselsdagsfester.

Den seneste fest, jeg selv var til, var en høstfest i min søns børnehave. Så sad vi dér, 100 børn og voksne limet op af hinanden og sang 'Marken er mejet', mens vi ventede på fællesbuffetens frikadeller. De mest entusiastiske forældre fortsatte festen på legepladsen, hvor man kunne springe buk over en halmballe. Alt imens regnen silede ned.

Hatten af for arrangører og pædagoger, og ungerne hyggede sig, men hvor bliver voksenfesterne af? I ved, dem hvor man danser tæt i stuen, eller ender i en obskur dybsindig samtale under emhætten i køkkenet, mens der mixes GT og flirtes hemmeligt i krogene.

Jane Thoning Callesen er 36 år, journalist og Communication Manager på Mærsk-instituttet på SDU. Hun bor i en ombygget kostald fra 1825 ved Ådalen, og er mor til tre livlige børn og en enkelt doven chihuahua. Foto: Anne Kring.

For nylig var min datter til fødselsdag hos en dreng fra klassen. De søde forældre havde arrangeret oppustelig hoppeborg, diskolamper og høj musik i haven. Sejt gået, men tænk, hvis vi lagde samme energi i at fejre os selv og vores egne venskaber? Børn er søde, men de får så mange fester. Og helt ærligt, det er os, der trænger mest til et skud partyenergi.

Jeg regnede engang ud, at jeg hvert år smører mindst 600 madpakker. Det er virkeligt mange Tupperware-bøtter med pølsehorn og ostehaps. Hvis dét ikke bør udløse en svingom og en fjer i hatten, så ved jeg ikke hvad, og jeg har ikke engang nævnt summen af vasketøj, legeaftaler og forældremøder endnu.

Pointen er: Vi knokler løs, og vi har fortjent en dans og en drink. Det gode er, at det er ret nemt at holde en voksenfest. Voksne behøver ikke en indviklet skattejagt for at hygge sig, og i modsætning til børn elsker voksne at hjælpe til. Jeg ved det, for jeg holdt selv en skøn fest i august. Den sluttede med et natligt skybrud i haven, men inden da havde vi danset til 90210-soundtracket, grinet, krammet og snakket om ting, man aldrig får tid til at vende i hverdagens trummerum.

Ottawa Rapper, Black Iri$h, celebrating his album release
Foto: John Arano/Unsplash.

Her er en liste med tre ting, du ikke skal bruge, og fem ting, du skal huske til din næste voksenfest:

Glem alt om:

  1. En anledning. Hvis du har én, så er det fint, men ellers holder du bare fest for festens skyld. Du behøver ikke vente, til du fylder 40 eller får nyt job.
  2. Dårlig samvittighed over for dine børn. Voksenfester betyder tømmermænd, snavsede gulve og en weekend, hvor I med garanti ikke kommer på legepladsen. Det er okay. Det er din tur til at more dig nu.
  3. Perfektionisme. Du skal ikke støvsuge, inden gæsterne kommer. Gå i karbad i stedet. Hvis din forhave er fyldt med ukrudt, så plant et flag i det, og drys glimmer ud over nullermændene. Dine venner kommer for at nyde dit selskab, ikke din indretning, så lad rod være rod.
Closeup of drinks at the club
Foto: Michael Discenza/Unsplash.

Husk til gengæld:

  1. Begynd med at lave en liste over dem, du gerne vil se. Du skal bruge en god blanding af dine bedste venner, deres mænd og koner, dine naboer, dine yndlingskollegaer og søde med-forældre. Jo flere, desto bedre, og alle behøver ikke kende hinanden i forvejen.
  2. Lav en playliste inden festen eller vælg én på Spotify. Du bestemmer selv, om I skal høre 80’er-hits eller Nirvana, men gem de corny soundtracks til sidst på aftenen. Himmelhunden gør sig sjældent godt før midnat. Har du en kollega, der ofte er på festival? Så bed ham styre musikken.
  3. God stemning. Den er heldigvis nem at skabe, og dine gæster skal nok gøre deres. Stearinlys og blomster er en god start, og tænd en lanterne eller to ved hoveddøren. Mere behøves ikke, men fakler og en rød løber er altid god lir.
  4. Noget at spise. Det er dejligt at blive forkælet, og mad sætter en god ramme. Men drop de langtidsbraiserede svinekæber, og bestil tapas eller lækre pizzaer udefra. Eller bed dine veninder anrette et ostebord og bage et brød. Klapstole og gulvpuder er fint, og man kan sagtens sidde i sofaen. Keep it simple.
  5. Drinks! Man kan holde mange fine fester på rødvin, men kulørte drinks gør alting sjovere, og hvem elsker ikke en mør Moscow Mule eller en dejlig Dark & Stormy? Uddelegér bartjansen til en ven med forstand på den slags. Så er festen allerede i gang.

That’s all! Ja, det roder og dit hjem bliver beskidt, men du vågner hæs i halsen med et smil på læben dagen derpå, og så har I noget sjovt at tale om, næste gang I mødes til græskarfest i 3.b. Rigtig god fornøjelse!