Dylan Cawthorne voksede op i vildmarken under primitive forhold, fik succes om ingeniør i flyindustrien, men vendte sin høje, materielle levestandard ryggen og forsker nu i, hvordan man designer, konstruerer og bruger droneteknologi etisk forsvarligt.

”Vi skal passe på, at vi ikke har indledt et kapløb mod bunden med vores brug af robotter, algoritmer og software,” siger 39-årige Dylan Cawthorne, som er lektor på Mærks Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU og i gang med en Ph.D. om design af droner i et etisk og socialt perspektiv.

”Intet er etisk neutralt. Det ved jeg godt. For eksempel vil en drone, der bliver brugt i et udviklingsland til humanitære formål, sandsynligvis gøre nogle af de lokale arbejdsløse,” siger han.

”Men vi bliver nødt til at stoppe op og reflektere over, hvordan vi bruger teknologien. Ting skal ikke bare virke. Jeg synes, vi skal have en ambition om, at verden også skal blive til et bedre sted at være,” siger Dylan Cawthorne, som selv har tjent gode penge som ingeniør på Boeing-fabrikkerne i USA, men som siden ændrede sit perspektiv.

”Tidligere var jeg udelukkende interesseret i de tekniske aspekter og i, hvad vi som ingeniører kunne udrette. I dag ser jeg mere helhedsorienteret og holistisk på tingene,” siger han og peger på, man sagtens kan stille spørgsmål ved udviklingen.

Dylan Cawthorne har bygget droner til forskellige formål i flere år og er nu i gang med at skrive en Ph.D. om de etiske og sociale aspekter ved konstruktion og brug af droneteknologi.

”Måske skal vi til at spørge os selv om, hvad vi har brug for at udrette ved hjælp af teknologi i stedet for at tænke på, hvad vi kan udrette.Den teknologiske udvikling er ikke skæbnebestemt. Det er ikke magi. Al innovation og fremgang kræver ressourcer, penge og vilje,” siger den 39-årige droneforsker.

Han peger på, at robotter, kunstig intelligens og algoritmer allerede har bevæget sig fra de tekniske fag ind på i de kreative discipliner.

”Robotter skriver jo allerede artikler, så hvorfor lader vi dem ikke også interviewe og redigere. Vi kan sikkert sagtens opstille nogle algoritmer, der kan erstatte journalister og redaktører. Men er det det, vi vil?” spørger Dylan Cawthorne, som voksede op i en hippie-familie, gjorde karriere i flyindustrien og nu er tilbage ved de åndelige værdier.

De første 10 år af sit liv boede han i en hytte i en skov på en lille ø i Alaska, hvor familien hverken havde strøm, vand eller tv. Han blev undervist ved køkkenbordet og tilbragte masser af tid sammen med sin mor og far i løbet af dagen.

Dylan Cawthorne, som bor i Nedergade-kvarteret, elsker Odense, selv om han syntes, byen var meget stille, da han flyttede hertil for 10 år siden.

”Når der var sæbekasseløb i byen på naboøen, vandt vi som oftest, fordi vi i flere uger gik og byggede og svejsede aerodynamiske biler sammen. Det havde mine kammeraters fædre og mødre ikke tid til, for de skulle på arbejde,” husker Dylan Cawthorne, som uddannede sig til ingeniør og fik job i flyindustrien.

”Men allerede som 25-årig fik jeg en livskrise. Jeg havde ellers fået indfriet den amerikanske drøm. Jeg boede i Californien, havde hus, to biler og en motorcykel, men var ikke lykkelig,” siger amerikaneren, som nogle år senere flyttede til Danmark med sin daværende kæreste.

”Jeg fik et chok, da jeg i 2010 kom til Odense. Her var så stille. Jeg indså, at skal man have det sjovt, så må man selv gøre noget. Odense var som et blankt lærred,” siger Dylan Cawthorne, som udover at arbejde, studere og forske også har fået tid til at lave film, være formand for den lokale Repair Café og promovere nederdele til mænd.

”Jeg er meget glad for at bo i Odense og synes, vi har gang i et meget vigtigt projekt på SDU. Jeg håber, vi kan være med til at rejse en etisk diskussion om, hvordan vi udvikler teknologi og robotter,” siger han.