Fyn er fyldt med hiphop-talenter, fortæller Peter T. Aagaard, der under navnene ”PTA” eller ”Unge Autotune Nej Tak” er Danmarks ukronede hiphop- ekspert i radio, tv og diverse musikmagasiner.

Fordi Peter rammer Storms Pakhus på fredag, hvor han holder foredrag om rapperen Eminem, har vi bedt ham sætte nogle ord på hiphoppen på Fyn. For ifølge eksperten er der en god flok odenseanske hiphopper, som du bør kende.

Hvilke fynske/odenseanske hiphoppere bør du tjekke ud?

-Der er jo en god flok, der er værd at kende fra øen.

Geolo G fra Malk De Koijn startede i Middelfart, UFO Yepha har deres rødder i Svendborg, og Roland Møller slog sit rapnavn fast som Dabba Don i Odense. Jeg husker også med stor fornøjelse, da PokerFjæz vandt DM i Børnerap.

Lige for tiden bringer Futte Fynbo et smil på læben. Derudover synes jeg, at Timur Allistone er en virkelig fed artist, som er værd at tjekke ud. Han har et originalt, poetisk univers i sine tekster og eksperimenterer dejligt med musikken, der både er rytmisk og atmosfærisk.

Skal jeg pege på nogle, jeg ser som indbegrebet af Fyn, vil det være den volddygtige og hårdtarbejdende J-Spliff fra Svendborg samt odenseanske Fler’ Farver, der jo både har lavet vidunderlige hippiehop som sig selv og som det semiironiske Odense Assholes, hvor de brovtne røvhuller faktisk var alvorligt sjove.

Hvad er det hip hop kan bidrage med til en by eks. Odense ?

-Man kan sige, at hiphop er en kultur, hvor alle starter som en grim ælling. Herefter er det op til en selv, om man fx vil være en eminent rapper. Hiphop er for mig en kultur, der handler om at skabe så meget som muligt ud af næsten ingenting. Alle kan lære at rappe, DJ’e, danse eller male graffiti, og så er det bare et spørgsmål om, hvor dygtig man vil være. Eminem er et godt eksempel på, at det betaler sig konstant at kæmpe for at blive den bedste.

Nu kommer du til Odense med dit foredrag ”Eminente Eminem”, som jo var en af 00’ernes allerstørste teenage-idoler. Hvordan startede din fascination af Eminem?

-Jeg har elsket hiphop lige siden, jeg kunne høre Run-DMC og Beastie Boys’ musik igennem væggen fra min storebrors værelse. Da jeg senere selv begyndte at rappe, skulle jeg selvfølgelig kopiere mine helte, der ofte rappede om livet som pimp, black power og så videre. Da Eminem kom frem, rappede han om livet som en taber og outsider, der havde problemer med konen, familien og psyken.

Det var pludseligt lettere at relatere til teksterne, fordi de i højere grad mindede om problemer, jeg kendte fra min egen verden. Derudover er han selvfølgelig en original ordsmed og gudsbenådet rimer, som bliver ved med at overraske.

Hvad fascinerer dig mest ved Eminem?

Jeg tror det, der fascinerer mig mest, er det, der er omdrejningspunktet i fx Spider-Man - “with great power comes great responsiblity”.

Når man er blevet så dygtig han er, og hans musik er så udbredt, som den er, hvordan vælger han så at forvalte sine evner. Han siger nemlig selv “with great power comes absolutely no responsibility whatsoever”. Det er hammerfascinerende at følge med i, hvordan han ofte træder i spinaten og er selvmodsigende. Det er på en gang irriterende og ekstremt menneskeligt.

Foredraget ”Eminente Eminem” er på lørdag på Storms Pakhus i hal 3. Her fortæller Peter T Aagaard fortællingen om Eminem "​Hvem er The Real Slim Shady?​” .Foredraget afsluttes med quiz, hvor man kan få æren af at blive byens største Stan. Billetter + 2 stk øl og vand koster 99 kroner.