Med #Heltærlig affyrer vi de brændende spørgsmål, du altid har haft lyst til at stille...en kok.

Om nuggets af kalvetestikler, 1500 liter tarteletfyld og en eksotisk leg med Alletiders Kogebog.

Det er 10 år siden, at Benjamin Mosskov fra blev udlært kok. I dag er han medejer af Restaurant Bgær, hvor han giver traditionelle danskeretter et ansigtsløft med alt fra ærtestøv til forskellige slags chips. En kokkerejse med tankevækkende madpåfund, kaviar i desserten og en vild tarteletfestival.

Hvor mange gryder kan du have gang i på én gang?

-  Jeg har haft gang i 10 – 12 gryder samtidig på 8 blus. Så jeg måtte rotere dem for, at de kunne holde varmen. Men det var næsten sjovere ved Tartelet Festivalen, hvor jeg skulle lave 1500 liter tarteletfyld fordelt i 6 kæmpe gryder. Så er tarteletter ligesom udelukket som aftensmad herhjemme for en stund.

Hvad er den vildeste ret, du nogensinde har lavet?

-  Nuggets af kalvetestikel var sjov. Jeg ville faktisk have lavet en dip på fiskesæd. Men mine ansatte nåede at stoppe mig. Derudover så er der hvid Gateau Marcel- bund med vaniljeparfait, saltkaramel og baerii caviar. Det var en vild oplevelse.

Hvorfor taler kokke så hårdt til hinanden?

- Vi taler hårdt til hinanden, fordi vi er en arbejderklasse og har lært det hjemmefra. Så bliver det bare forstærket, når vi arbejder i flok.

Hvad er din største madbommert?

- Det var hele menuen, der var en bommert, da jeg blev køkkenchef for første gang som 23- årig. Det endte med en blanding af danske, italienske, franske, libanesiske og selvopfundne trylleretter. Min største inspiration dengang var Alletiders Kogebog på nettet.

Hvorfor har kokke så mange tatoveringer?

- Jeg tror bare, at kokke elsker at vise sig frem. Alt det der booster deres ego er ren trylledrik. Og ja her gælder tatoveringer.

Foto: Rico Feldfoss