Vandpiber og andre røgvarer er blevet populære, fortæller Hassan. På lørdag åbner han vandpibeforretningen HD Shisha. En forretning der skal kaste glans over piber såvel som Vollsmose.

Coronakrisen gav Hassan Dalal ideen til at åbne sin egen vandpibebutik eller rettere Odenses største vandpibeforretning. Han har solgt vandpiber og tobak på sin webshop i over seks år. Men ifølge den 31- årige ingeniør har covid19 fået folk til at tænde godt op for tobakken. Han fortæller, at folk i højere grad er begyndt at købe vandpiber, eftersom vandpibecaféerne har været lukket ned.

- Vi har slet ikke kunnet følge med. Så jeg tænkte, at nu er det simpelthen nu, at jeg slår på tråden og åbner min egen butik, fortæller han.

Butikken finder du i butikscenteret Vollsmose Torv i Vollsmose. Udover at sælge farvestrålende vandpiber og tobak med alverdens smage, har Hassan en mission med sin forretning. Han vil give bydelen og centeret et ungdommeligt ansigtsløft.

Drømmen om unge samt service til Vollsmose-skræmte

Butikken hedder HD Shisha og rummer over 100 forskellige vandpiber.

-Der er til dem, der bare gerne vil prøve det en enkelt gang og der er noget til de hardcore typer, fortæller han.

Udover at du kan leje vandpiber, er planen, at du også kan sætte din gamle vandpibe til salg i butikken samt få repareret din pibe, hvis den er gået i stykker.

Men selvom butiksnavnet Shisha betyder vandpibe, sælger Hassan mere end piber. I butikken med det lilla dørskilt finder du blandt andet tobak, e-cigaretter, e-væske, almindelige cigaretter og mange andre røgvarer.

Udover god røg, fantastisk kundeservice og et kæmpe udvalg har Hassan et særligt mål med butikken.

- Jeg vil så gerne have fat i de unge, siger han og peger ud imod gangen i centeret, hvor der går mange unge mennesker.

- Tidligere har Vollsmose Torv tilhørt den ældre generation. Men nu er der begyndt at komme flere butiksejere herud, som tilhører generation 30 – 35 år, fortæller han og peger på en juicebar, hvor en flok unge mænd står og blander drikkevarer.

Hassan vil bruge butikken som et showroom for de røgvarer, han bestiller hjem fra Tyrkiet. Men han er klar over, at kunderne kan være bange for at besøge ham.

- Der er sikkert nogle, der ikke vil herud, fordi de er skræmte over, at de skal til Vollsmose. Men det er intet problem. For 30 kroner kører vi ud til kunden og giver vejledning, lyder det fra Hassan.

Ifølge Hassan er røg stadigvæk populære, selvom regeringen laver et hav af forbud imod røg. I hvert fald er HD Shisha vokset fra at være vennetjeneste til at være Odenses største røgvarebutik.

Røgen udviklede sig

Hassan forelskede sig i vandpiberøgen, da han indåndede den for første gang på en café i Frankrig, da han var udstationeret som ingeniør i landet. Han tog derfor en vandpibe med hjem. Men røgen fra piben fascinerede både familie og venner. For at hjælpe sine vandpibehungerende bekendtskaber bestilte han ti piber. To dage efter var de solgt videre. I takt med at han bestilte flere piber, besluttede han sig for at bestille et CVR- nummer.

- Jeg tænkte, at nu måtte jeg stoppe for ellers kommer SKAT nok og spørger, hvad jeg har gang i. Det ser jo underligt ud, hvis der kom flere tusinder af kroner ind på min konto. Så for at kunne sælge tobaksvarerne til mine venner åbnede jeg et CVR- nr., forklarer Hassan.

Men hvad der startede med et CVR-nummer, blev til webshoppen HD Shisha. Udover webshoppen har han haft vandpibeboder på festivaler som Langelands Festival, Musik i Lejet, Aarhus Festuge, Ringsted Festival. Men selvom Corona har slukket mange af landets festivaler, er salget af piber eksploderet hos Hassan.

- Den indkomst vi plejede at få på festivaler, har vi fået ind via webshoppen, fortæller han.

Ifølge Hassan har vandpibetobakken gennemgået en revolution igennem de seneste par år, hvilket formentlig også er skyld i, at piberne er blevet så populære.

-Folk er kommet væk fra de klassiske æble- og vindue smage. I stedet er der kommet mange forskellige eksotiske smage. Vores bestseller hedder Love66. Den findes i 6 varianter. Men vi aner simpelthen ikke, hvad der er i den. Den består af mange smage, forklarer han.

Selvom regeringen rammer landet med nye rygeforbud i år 2021, som især har fokus på de unges rygevaner, er det ikke noget, der bekymrer Hassan.

-  Lige meget hvad, så stopper folk ikke med at ryge vandpiber. Folk stopper med at tage på vandpibecaféer, fordi der ikke er flere. Men så begynder folk at få deres eget udstyr.

Hassan er klar til at vise et hav af vandpiber frem, når han åbner vandpibebutikken i Vollsmose Torv på lørdag.

Ifølge Hassan er vejledning og kundeservice kernen i HD Shisha.