Som en del af Odense Architecture Festival laver laver Gry Lambertsen og resten af Dynamo Workspace nycirkus på en udrangeret kran på DSB's gamle terræn bag TV2 i aften og i morgen.

Hun lovede sig selv aldrig at vende tilbage til Odense, men kom alligevel retur fra København i 2016.

”Vi havde læst om alt det spændende, der var ved at ske i byen. Nu er jeg er blevet grebet af den fede energi, der er i Odense, og købt en andelslejlighed” siger 37-årige Gry Lambertsen, som sammen med sin mangeårige samarbejdspartner, Rune Vadstrøm Andersen, driver Dynamo Workspace i det gamle FAF-pakhus på Byens Ø.

Dynamo Workspace bruger den gamle galgekran på DSB's tidligere ladeterræn ved Jarlsberggade som scene for deres moderne nycirkus. Kranen er fra 1955 og kunne løfte 50 ton.

”Jeg rejste fra Odense i 1998. Jeg var punker og hang ud med de hjemløse nede ved springvandet i Vestergade. Odense var en by, som alt det sjove hoppede udenom. Byen manglede modet og troen på sig selv,” siger Gry Lambertsen, som flyttede til København og uddannede sig indenfor nycirkus.

I aften og i morgen aften indtager hun en udrangeret galgekran på DSB's gamle ladeterræn i Jarlsberggade sammen med Rune Vadstrøm Andersen og en lille trup af akrobater og artister.

”Vi laver nycirkus på en gammel kran for at sætte fokus på det, som vi kalder byens 'mellemrum'. Steder mellem alt det nye og velfriserede, som er med til at fortælle byens historie, og hvor der er plads og rum til alt det upolerede,” siger Gry Lambertsen.

Gry Lambertsen har arbejdet med cirkus i 20 år og har nu sit eget kompagni, The TinCan Company sammen med sin faste samarbejdspartner Rune Vadstrøm Andersen, som hun også driver Dynamo Workspace på havnen med.

Det var dog svært for Gry og Rune at finde et egnet sted i Odense, fordi mange af de gamle industribygninger og -miljøer i disse år bliver byomdannet.

”Vi ville gerne finde et sted, som havde bevaret sin råhed,” siger Gry Lambertsen, som er fascineret af gamle industribygninger.

”Jeg tænker altid på hvilket liv, der blev levet dengang, hvor industrien både var fysisk og synlig. I dag kan det være vanskeligt at se industri, uanset hvilken by man er i, fordi den er placeret langt udenfor centrum,” siger Gry Lambertsen, som elsker det upolerede.

Dynamo Workspace er vilde med den gamle kran, som de bruger som centrum for deres forestilling, og som minder dem om en tid, hvor industrien var synlig.

”Som cirkusartist er det fedt med en gammel kran, som både er smuk og robust og har håndtag, man kan rive i. Vi kan klatre i den, larme og regere,” siger hun.

”Når vi er på turne rundt til landets fine, nye kulturhuse, får vi altid at vide, at vi skal passe på,” siger hun og håber, at odenseanerne vil bakke op - ikke blot om de næste to afteners forestilling, men om hele arkitekturfestivallen.

”I stedet for at tage på urban exploring i Berlin eller en anden europæisk storby, er festivallen en enestående mulighed for at tage ud og genopdage sin egen storby,” siger hun.