37-årige Gosia Holik sagde sit gode job som forretningsudvikler op og sprang ud som selvstændig pilatesinstruktør med eget studio i midtbyen.

”Det var egentligt meningen, det bare skulle have været en nebengesjæft. Men jeg er ikke typen, der gør tingene halvt. Så hellere satse, og derfor sagde jeg mit job op for helhjertet at kunne gå ind i det,” siger 37-årige Gosia Holik.

For halvandet år siden stoppede hun som forretningsudvikler i Udvikling Fyn og åbnede 1. marts 2018 sit eget Hollÿ's Pilates-studio i Jernbanegade.

Gosia Holik på en af de foreløbig 9 pilates reformer-maskiner, som hende studio råder over.

”Det var en vild oplevelse. På den ene side var jeg ræd og hundeangst. På den anden side var jeg helt oppe at køre,” siger den cand.negot.-uddannede kvinde, som kom til Danmark fra Polen som 10-årig sammen med sin mor. Netop hendes polske fortid er forklaringen på navnet Hollÿ, for sådan blev slægtens navn, Holik, oprindeligt stavet. For nogle år siden var hun blevet skilt og huset solgt, så pludselig sad hun i en toværelses lejlighed med sin nu syv-årige datter Emilia.

”Selv om jeg gav afkald på nogle materielle ting, havde jeg også færre økonomiske forpligtelser. Måske gav min nye situation mig det mod, der skulle til for at turde springe ud som selvstændig,” siger Gosia Holik.

”Heldigvis er det gået over al forventning. Efter at halvt år kunne jeg begynde at give mig selv løn, og vi får hele tiden nye kunder. Selv om vi opretter nye hold, har vi venteliste til flere af dem,” siger Gosia Holik, som nu har ansat en instruktør udover sig selv, mens to andre er under uddannelse.

37-årige Gosia Holik er gået ned i løn ved at blive selvstændig, men har ikke fortrudt sit sporskifte et sekund.

Hun har dyrket pilates siden sin ungdom, men først for nogle få år siden stødte på den såkaldte reformer-maskine, som hun er den eneste i Odense, der tilbyder.

”Med den kan man få alt det, som man almindelig pilates ikke kan tilbyde, nemlig modstand, belastning, kontrol og stræk,” siger Gosia Holik. Hun oplevede selv, hvordan hendes krop forandrede sig, da hun begyndte at træne på reformer-maskinen, som ligner en romaskine med snoretræk.

”Der skete mere med min krop på de få måneder, end der var sket i alle de år, hvor jeg havde dyrket pilates på en måtte. Jeg fik mere styrke og mere markerede muskler,” siger Gosia, som er både pilates matwork- og reformerinstruktør. At hun valgte at etablere sit studio i midtbyen i en ældre bygning med store vinduer var helt bevidst.

På væggen i træningssalen hænger et citat af den amerikanske forfatter Glennon Doyle Melton, som Gosia Holik har valgt at gøre til sit studios filosofi.

”Jeg bilder mig ind, her er en New Yorker-agtig stemning, hvilket passer godt til min opfattelse af Odense. Den er slet ikke så søvnig, som man måske tror. Jeg synes faktisk, vi på mange punkter er lige så langt fremme som Aarhus og København,” siger den selvstændige pilatesinstruktør, som hidtil næsten udelukkende har haft kvinder på sine hold.

”Men til maj åbner vi et herrehold. I udlandet er der mange mænd, der træner pilates på reformer-maskinen, fordi den både er effektiv, skånsom og træner hele kroppen,” siger hun og peger på, at stjernerne i den amerikanske basketball-liga, NBA, bruger reformer-maskinerne til at træne deres mave- og rygmuskler på.

Pilates er opkaldt efter Joseph Pilates (1883-1967), som var en tysk gymnastikinstruktør og fysisk træner. Som barn havde han været syg, og hele sit voksne liv brugte han på træne og udvikle metoder og maskiner til fysisk træning og genoptræning.